Futurx - Gender

De Befriede

De befriede – teater Republique, spiller til 12/12 – 2019.

Foto: Karoline Lieberkind

Der er sket et mord. Noget tyder på, at mordet måske hænger sammen med handlinger, der er foregået under 2. verdenskrig. Eller gør det? En flok mennesker i 80érne gennemgår historien for at finde ud af hvad der virkelig er sket. Det står ikke helt klart for mig hvem de egentlig er – men de danner rammen om fortællingen og fører os frem og tilbage mellem krigsårene og 80´erne, hjulpet på vej af et stort ur, der projiceres op på et lærred ca midt på scenen.

Jeg er overrasket over hvor stor salen på teater republique er. Jeg har ikke været her før, underligt nok. På scenegulvet ligger et grafisk gulv, som jeg bruger en del tid på at betragte inden forestillingen begynder. I baggrunden står en væg i anonym lysebrun med trædøre.

Gulvet larmer, når skuespillerne går på det. Det irriterer mig, fordi de ikke er forstærket, og dermed overdøver larmen fra det hård sålede fodtøj det der foregår på scenen.

Foto: Karoline Lieberkind

Skuespillerne har travlt i 1. akt. De har travlt med at spille roller, fortælle hvad der foregår på scenen og flytte rundt på scenografien. I bedste verfremdungsstil,  træder skuespillerne ud af deres karakterer og fortæller hvad der foregår på scenen. Tempoet er hæsblæsende den første time, jeg mister næsten selv pusten – og lysten til at se forestillingen. Jeg bliver dog belønnet for at hænge ved til 2. akt, hvor alting går op i en højere enhed.

I 2. akt kommer der mere krop på karaktererne, og bid i historien. Særligt vil jeg fremhæve Anders Budde, som læreren Eskild, der helt tvangspræget passer sit arbejde som gymnasielærer på dagen for befrielsen. Eskild der under krigen mere – men måske især mindre frivilligt, har været privatlærer for Werner Best – den tyske rigsforstander for Danmark. Anders Budde skaber en troværdig karakter, hvis indre ambivalens tydeligt fornemmes og som på trods af sin implikation med den tyske værnemagt, har en stor integritet. Også den danske soldat, der først har været i Rusland og kæmpe for tyskerne, sidenhen fængslet, men nu tilbage i Danmark med permanente skader, imponerer med flere facetter end man skulle tro muligt. Anders Budde er i mine øjne klart denne forestillings stjerne.

Foto: Karoline Lieberkind

Manuskriptforfatter Lucas Svensson og instruktør Egill Pálsson anvender i høj grad verfrmedungseffekter. Skuespillerne fortæller om deres egne handlinger, laver selv lydeffekter (”bang bang, bang bang), ja kan sågar sige replikker, mens de ligger og er døde. I 1. akt foregår alt i et hæsblæsende tempo, som er vanskeligt at følge med i og forhindrer mig i rigtigt at engagere mig i karaktererne. Efterhånden – og særligt i 2. akt, hvor karaktererne får lidt mere plads, er det muligt at følge med i historien lidt nøjere.

Foto: Karoline Lieberkind

Jeg vil anbefale forestillingen til mennesker, der er interesseret i historie. Det er en forestilling, der er meget metabevidst om sig selv og det er ikke en nybegynderforestilling. Men den er seværdig, særligt for at opleve Anders Budde og ikke mindst det flotte gulv.

Eget foto

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Futurx - Gender