Den Poetiske Raptus

Folketeatret tager hul på fejringen af Dansk Teaters 300 års jubilæum med forestillingen: “Den Poetiske Raptus”. De tager fat lige der hvor det hele startede, nemlig med historien om hvordan det dansksprogede, danskforfattede teater blev til – og det er helt uundgåeligt historien om Ludvig Holberg. Inden Holberg havde man selvfølgelig i lang tid spillet teater i Danmark, men nu blev det også tilgændeligt for den alment, brede befolkning i “Den Danske Skueplads” i Lille Grønnegade.

Holberg så ikke sig selv som komedieforfatter i stil med Tartuffe eller Moliere, men havde haft stor succes med heltedigtet “Peder Paars” skrevet under pseudonym. Med lidt ansporing fra den franske teatermand René Montaigu, der i en årrække havde lavet teater i Danmark, sprøjtede de skarpe satiriske komedier snart ud af Holbergs pen.

Ernst Bruun Olsens tekst fra 70´erne, her bearbejdet af Ninette Bruun, er et morsomt portræt af Holberg og samfundet omkring ham. Her er bohemer fra andre lande, evighedsstudenter og godtfolk som de er flest. Dansk – det forfærdelige sprog – bliver der i tiden ikke talt meget af. Fransk og tysk, som almuen over en bred kam ikke mestrer, er mere fremherskende.

Holberg spilles i Folketeatrets opsætning, af Anders Juul, der giver en god figur til den lettere distræte, ivrige digter, der bliver grebet af denne poetiske raptus og forfatter den ene komedie efter den anden. At Juul har en fæl tendens til at snuppe endelserne af sætningerne så det, i hvert fald det første kvarter, er lidt svært at høre hvad han siger, er ærgerligt, men tilgives efterhånden som vi kommer længere frem i forestillingen. Tom Jensen får udtamponeret alle replikker med en utrolig flot syngende fransk accent som teatermanden Montaigu, der nu gerne vil begå sig på dansk. Også Jesper Riefenstahls pietistiske præst, er udstyret med en præcis tysk diktion. Marie Louise Wille´s let foroverbøjede udlejer, der splittes mellem teater og morskab og religion bliver i virkeligheden repræsentant for dem, som det hele drejer sig om, nemlig folket – almuen. Hun er splittet mellem det religiøse og teatret og selvom teatret og morskaben trækker, er det svært ikke at søge trøst i kirken efter adskillige tragiske hændelser. Og den daværende kirke brød sig IKKE om teatret. Hendes reaktion på Jeppe på Bjerget er kostelig og svær ikke at le ad, men den efterfølgende anger over selvsamme morskab er hjerteskærende. Marie Louise Wille udgør en ganske central og ikke mindst velspillet kerne i denne forestilling.

Midt på fortæppet mødes vi af en stor blækklat. Og blæk er der overalt i scenografien, designet af Marianne Nilsson. Skrift på skrivepulten, skrift på skammelen, skrift på bagtæppet. Alt på scenen understreger Holbergs virkelyst. På midten står de skrå brædder (helt bogstaveligt), som der (med lidt besvær) spilles på undervejs. Og den lille skyline helt fremme på forscenen udgør en fornem illustration af København og kan endda vækkes til live og blive meget aktiv under Københavns brand. Meget fint løst.

Geir Sveaas og resten af det kreative team, har skabt en fin og solid forestilling om Holberg, der nok mest vil interessere det publikum, der har en specifik interesse i emnet. Ikke desto mindre er her solid historisk viden at komme efter og det iscenesat på en spændende og underholdende måde. Ikke et eneste øjeblik er kedeligt og jeg føler mig beriget, da jeg rejser mig fra sædet og begiver mig ud i det Københavnske efterår.

⭐️⭐️⭐️⭐️

📸: Robin Skjoldborg

Læs mere om Den Poetiske Raptus og Folketeatret her.