Verden Ifølge Pelle

Menstrup Revyen


Menstrup Kro inviterer endnu en gang på revy. Det har den gjort i mange år og den sidste årrække under Jesper Søgaards ledelse. Den lille by lige sydvest for Næstved, der ikke består af meget andet end den kro revyen bliver spillet på, byder på en aften med 3-retters menu, dinnermusik og altså revy.

Det er klart det grå guld der mødes her på Menstrup kro, fredag aften. Rollatorerne er parkeret i en række ved døren og revyen er det sig bevidst, med adskillige morsomme henvisninger til gennemsnitsalderen.

Med i entreen til aftenen hører en 3-retters menu, der er til den slappe side med kold garniture, besynderlig dessert og en belysning der gør, at man kun kan gætte på hvad man spiser, samt persisterende trommelyde fra dinnermusik, der i hvert fald ikke er designet til at nå ørerne på dem, der sidder i vores afdeling af salen. Nuvel, det er ikke maden jeg er kommet for at anmelde og på den positive side, er vi da mætte da revyen for alvor sætter i gang.

Menstrup Revyen 2022

Holdet består i år af Jesper Søgaard, Le Münster-Swendsen, Thomas Mørk, Cecilie Thiim og Rasmus Mansachs. De fleste numre er skrevet af Thomas Mørk og Rasmus Mansachs og det med noget varierende kvalitet.

Overordnede temaer er alder, Putin og valg. Flere sketches er man sluppet rigtig godt fra, hvoraf den mest morsomme er ‘Alt-i-en’, der netop ikke er skrevet af hveken Mørk eller Mansachs, men af Søren Anker Madsen og Nikolaj Tarp. Her må et stakkels midaldrende par, flygte fra deres hjem over stok og sten, efter en multiremote på telefonen går amok, hvilket resulterer i flagrende gardiner, en robotstøvsuger der har sit helt eget liv, 30 pizzaer leveret på én gang, et syngende telegram fra Rose med den meget dybe stemme og et besøg fra politiet.

Også valgpotpourriet med ABBAnumre tager kegler og her er Thomas Mørk som Morten Messerschmidt helt vidunderlig. Dog er det forstemmende, at man falder i stereotypfælden og afbilder Søren Pape med fjerboa om halsen.

Menstrup Revyen 2022

De midaldrende Lycramænd får mig til at ægre mig over, at det ikke er min far jeg har medbragt som ledsager i aften og Titanicnummeret sætter mig tilbage til mit eget børneværelse med blokfløjten i hånden. De tilbagevendende nærradioindslag, med en nærreporter der må siges at være virkelig tæt på, er morsomme. Særligt delen om vm i (mave)katar er original og får mig til at le.

Lanciers sketchen om Herlufsholm er set før i en anden revy endnu længere sydpå og de to lækre røde damer med den ekstra arm, giver desværre meget lidt mening. Den syngende crossdresser bliver hurtigt for pervers og sketchen om Susanne Thrane er for lang og ikke helt sjov nok, selvom Cecilie Thiim kæmper en ulige kamp med en lidt for slap tekst. I det hele taget er mange sketches for lange og lidt for upræcise i deres punchlines.

Menstruprevyen kommer på mange måder i mål og præsenterer en fornøjelig aften, med enkelte skønhedspletter undervejs. Man skal ikke komme for madens skyld, men hvis selskabet er godt, kan meget tilgives. Som lokal, er her meget morskab at hente og de godt 200 fremmødte i salen vidner også om en revy, der kan trække publikum til. Revyen er sig sit publikum bevidst og finder sin egen niche og form, der klæder den. Lidt mere præcision og skarphed ville gøre godt, selvom Menstrup Revyen alligevel på mange måder både er sjov og veludført.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om Menstrup Revyen her.

📸: Anders Ole Olsen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verden Ifølge Pelle