Pippi Langstrømpe

Pippi Langstrømpe er for mig en central del af min barndom. Jeg er, ligesom mange andre børn, vokset op med de danskspeakede, svensk talte afsnit på DR – i øvrigt mit første bekendtskab med det svenske sprog. Jeg kunne godt lide Pippi for hendes rebelskhed og hendes mod, ikke at forglemme hendes hest og Hr. Nilsson. Hvad jeg ikke forstod som barn var, at Pippi også var ensom. Alene med et savn og en melankoli, som hun bekæmpede med at være så farverig som muligt.

Denne skyggeside er på smukkeste vis indfanget i Birgitte Næss-Schmidts iscenesættelse på Folketeatret, der spiller indtil midt i november. For nok er Pippi glad, kontrær, spørgende, antiautoritær og gennemcharmerende, men hun rummer også en dybde og en melankoli, som jeg tror mange børn ville kunne genkende sig selv i. Min egen ledsager på 6 år sad i hvert fald bomstille i de 2 timer inkl pause, som forestillingen varede og var meget betaget af Pippi.

Til at understøtte kontrasterne mellem Pippi og det lille monotone samfund, har Benjamin La Cour endnu en gang flexet med scenografmusklerne og skabt en foranderlig scenografi, der med sine tilsyneladende grå, betonlignende spær, både kan blive til en bunkerlignende grå konstruktion hos Tommy og Annika, men øjeblikket efter lyse op i alle regnbuens farver, når Pippi indtager scenen. Jeg indrømmer gerne, at jeg blev rørt, da Pippi for første gang gik på scenen og det grå tusmørke blev forvandlet til farver, liv og lys, mens hun sang titelmelodien helt roligt og lidt i mol. Børn lyser alle vi voksnes skyggesider op i en million farver. Smukt indfanget og ekstremt rørende. Tillige giver de små husmodeller, der spilles med en god fornemmelse af magtforholdet mellem børn og voksne.

Siw Ulrikke Maibom gør, med sin lille statur, en glad, undrende og ordentlig Pippi, der både er en god ven, men også noget utilpasset – et ord man sikkert ville bruge om hende nutildags. Og som Prusselusken – Frøken Prysselius – i Pernille Schrøder skikkelse siger: “Der er helt sikkert en masse bogstaver man kunne give det barn.” Hun passer ikke ind i konformiteten, men udfordrer den og det resulterer blandt andet i at middagen hos Tommy og Annika går helt galt. Jeg er ikke sikker på, at hun er en gæst jeg selv ville indbyde igen.

De to dyr på scenen – LilleKarl, den prikkede hest, og Hr Nilsson fungerer fint, selvom Hr Nilsson i sagens natur er lidt større end hvad man skulle forvente. Pyt med det. Jeppe Kaas Vad inde i LilleKarl må have armmuskler der siger spar to.

Tommy og Annika, de farveløse, lidt frygtsomme børn, der er opslugt af bør og skal, bliver langsomt mere farverige efterhånden som Pippi smitter af på dem. Ikke bare i væremåde, men deres tøj bliver helt fysisk gradvist mere og mere farverigt. Martin Ivan og Linea Høeg Olsen gør nogle ganske gode figurer. Dog er scenen hvor de begge ønsker sig at dø, fordi Pippi rejser, lidt voldsom, taget i betragtning af målgruppen fra 5 år.

Pippi på Folketeatret er en vidunderlig, livsbekræftende forestilling, der minder os om værdien af barndom og af anderledes perspektiver. Den er formidlet med vid og humor og alligevel med alvor, der bidrager til det udbytte vi går ud af teatret med. Alle burde se Pippi!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Pippi Langstrømpe på Folketeatret her.

📸: Gudmund Thai