Pippi Langstrømpe

Den Skaldede Frisør

Jeg har ikke et meget nært forhold til filmforlægget til denne remediering af Susanne Biers film fra 2012, med Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i hovedrollerne. Faktisk tror jeg kun, at jeg har set første halvdel af filmen. Jeg fornemmer, at mange andre i salen har et mere nært forhold til den end mig og det kan jo både være et plus og et minus. One and Only Musicals, der lige har annonceret kæmpesatsningen: “Moulin Rouge” til næste efterår, disker her op med en musicalversion af en film, der er elsket af mange, med nyskrevet musik af Thomas Helmig.

Hel ny er forestillingen jo ikke mere. Den er udskudt på grund af She Who Shall Not Be Named – the big C og nåede en kort spilleperiode inden den store nedlukning. Nogle medvirkende er nye, for eksempel spilles Alessandro nu af Alban Lendorf og ikke Jacob Faurby. Makkerparret Holst/Faurby blev castet i kølvandet på deres Vild Med Dans sejr, et fint publicitystunt af One and Only, men måske fungerer forestillingen bedre med Lendorf i rollen?

Forestillingen handler om Ida, der er frisør. Hun har mistet alt sit hår under den kemoterapi, der også reddede hendes liv og lige som alt ser lyst ud og hun erklæres rask for sin brystkræft, sådan nogenlunde da, vælter livet, da manden Leif går ombord i sekretæren Tilde. Tillige skal deres datter Astrid, giftes med Patrick, en mand hun kun har kendt i ganske kort tid. Så kort, at de aldrig har mødt faderen Phillip. Patricks mor er død i en ulykke flere år tilbage. Brylluppet foregår i Italien og på vejen derned støder Ida i bogstaveligste forstand sammen med Phillip og herfra bliver musikken kun sødere imellem dem. At det forhastede bryllup ender ganske anderledes end alle forestillede sig og at Phillip ender med en svigersøn istedet for en svigerdatter, er en helt anden ting. Til slut ender alt lykkeligt, måske lige bortset fra for Astrid.

På scenen står et imponerende hold af dygtige mennesker, der giver den hele armen i Helmigs groovye, men også lidt ensformige musik. Altid velsyngende Xenia Lach-Nielsen er en lidt enfoldig Ida, der også formår at åbne sig for livets nye muligheder. Niels Olsen gør det fint som den tilknappede forretningsmand Phillip, der rummer en sorg, der er svær at holde inde. Om han kan gå Pierce Brosnan i (radise)bedene er svært at svare på, men til gengæld synes jeg, at rollen bliver hans egen, hvilket jeg nyder i fulde drag. Silas Holst spiller sønnen Patrick, der er splittet med en uafklaret seksualitet og et kompliceret forhold til sin far. Det gør han på overbevisende vis. Holst bliver i øvrigt ved med at udvikle sig både som skuespiller og sanger og han er booket godt op med musicals det næste års tid, som jeg glæder mig til at se. Rikke Lillevang dublerer for Maria Lucia denne aften og det gør hun med en smuk vokal i en rolle, der mest er til for at tydeliggøre den konflikt der bor inde i Patrick.

Der er gang i den på scenen hele tiden, også hjulpet godt på vej af endnu en af Benjamin La Cours smukke scenografier. Dels med videoteknik, der får folk fra A til B på nul komma fem, men også det imponerende proscenium, med de mange citrusfrugter, der kan lyse op i alverdens farver.

Efterhånden som handlingen skrider frem og de forskellige konflikter ridses op, når vi til forestillingens højdepunkt. Det er en imponerende koreograferet sekvens, natten til det store bryllup, hvor alt forandres og tvivl bliver sået. Hele scenen koger og castet kaster sig rundt i stramt koreograferede sekvenser, der fastholder publikum med en forrygende intensitet. Dansen er ikke bare underholdning, men flytter handlingen nye steder hen. Sådan er dans, når det er bedst. Det er, hvis man spørger mig, forestillingens højdepunkt og jeg ville ønske jeg kunne opleve netop denne sekvens igen.

Forestillingen lider desværre under det der ofte sker, når man flytter film til scene, nemlig at historien mister intensitet og fokus. Jeg har lidt svært ved at mærke karaktererne på scenen. Kun en enkelt gang under den store konfrontation mellem Phillip og Patrick, mærker jeg en enkelt lille følelse bevæge på sig. Der er mange stikhistorier og flere af dem ville man gerne fordybe sig mere i. Så meget, at det fjerner fokus fra den store fortælling.

Samlet set har One and Only skabt en spændende forestilling, men ikke på grund af historien. De store trækplastre her er scenografien, musikken og, overraskende nok, koreografien. Disse tre ting gør forestillingen absolut seværdig og jeg forstår ganske udemærket, hvorfor publikum bliver tiltrukket. Den Skaldede Frisør har simpelthen kunstnerisk kvalitet og det er virkelig dejligt at opleve, i en ellers meget kommerciel forestilling.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Den Skaldede Frisør her.

📸: Miklos Szabo

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pippi Langstrømpe