Tværs

Radioprogrammet Tværs fylder 50 år i år. Programmet, hvor unges problemer, måske for første gang, blev taget seriøst, med Tine Bryld som kompetent og nærværende midtpunkt. Her kunne unge anonymt ringe ind og få sig en snak i et lyttende og nysgerrigt rum. Nu er radioprogrammet blevet til en vild og uregerlig teaterforestilling, der spiller på Aveny-T.

Og hvordan laver man så et radioprogram om til en teaterforestilling, kan man spørge sig selv. Det spørger skuespillerne også sig selv om fra scenekanten. Hele holdet, med instruktør Emil Rostrup i spidsen, har arbejdet fælles om at udvikle forestillingen i det, der fremstår som en slags devising proces.

Rummet virker åbent fra starten. Vi inviteres ind til arbejdsbordet, sammen med skuespillerne, får os en lille snak og en kop kaffe, inden vi bliver lukket ind til pladserne og selve spilledelen af forestillingen begynder. Og nu siger jeg spilledelen, men hele forestillingen fremstår på mange måder meget personlig. De 4 skuespillere møder os med hver deres monolog, der, gætter jeg på, helt eller delvist tager udgangspunkt i deres eget liv. Kernen i problemerne er eksistentielle. Hvordan er man til, når man føler sig anderledes. Har en anden seksualitet. Føler sig tolereret. Er ensom og begraver sig selv i et kæmpe slikindtag og dør i det: “Okalahomanske” politis varetægt fordi der ikke var kaffe til mælken? Må eksistere som avatar for at kunne mærke noget. Eller måske netop ikke mærke noget? At have en anden hudfarve som folk forholder sig til først? Kan det ignoreres?

Lucia Vinde Dirchsen dirrer fra top til tå af indestængthed. Anna Hawa Kamuk Mnasi gør sit for at ignorere de mange ansigter, der kommer flyvende mod hende og lader selv lyserøde balloner stige til vejrs med sin lykkefølelse. Ludvig Brostrup og Tobias Leander kæmper på hver sin måde med en sønderrivende ensomhed og håndterer det helt forskelligt.

Scenisk har forestillingen et vildt udtryk og der sker hele tiden uforudsigelige ting. Her er menneskeansigter der flyver gennem luften. Balloner der stiger til vejrs, kameraer der bliver påspændt, chips der sprøjter ud over det hele, vaser der vælter og følelser og dilemmaer og menneskelighed over det hele. Lige så kaotisk som selve livet.

Og så er der metalaget. For udover, at forestillingen forsøger at finde essensen af: “Tværs”, så forsøger den også at udforske hvordan man overhovedet laver sådan en forestilling. DR er ikke længere til at få fat på, så hvad gør man istedet? Her bruges lydklip fra processen, der giver et spændende medlyt bagom, mens vi sidder og overvejer om forestillingen mon er forbi? Skuespillerne virker også til at være i tvivl. “Det er ikke engang et rigtigt teater, det er bare en foyer!”

Tine Bryld var menneskelig og forstod, at livet er kaotisk. Ligesom denne forestilling. Hun var 100 procent på niveau med dem hun snakkede med. Hun var også helt unik i sin tid. Nutildags har vi tusind platforme, hvor vi kan fortælle omverdenen hvad vi har på hjerte, men er der for alvor nogen der lytter til dem, der har behov for det?

Da forestillingen til allersidst åbner op for nøgne samtaler, fortættes rummet. Vi kigger lidt ukomfortabelt på hinanden, indtil den første modige publikummer tager imod. Og det er måske det mest værdifulde vi kan give hinanden idag. Tiden til at lytte. Åbent og sårbart. Som menneske til menneske. Men også at have modet til at åbne op og fortælle. Fortælle, så det vækker genklang og får klangbund. Istedet for at råbe ud i et kollektivt digitalt tomrum, med evigt ekko.

Tværs er en modig og vedkommende forestilling om nærvær og om det kaotiske vi alle går igennem, der kaldes livet. Oven i hatten får vi et interessant metalag om sådan en forestillings tilblivelse. Skuespillerne er frygtløse og det betaler sig, for det rører dybt og understreger hvor smukt det bliver, når man stiller sig til rådighed for hinanden og for sig selv.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Tværs og Aveny-T her.

📸: Jim Falk og Emil Rostrup