Tværs

The Handmaids Tale

Serien “Handmaids Tale” på HBO, har gået sin sejrsgang over hele verden. Margaret Atwoods dystopiske historie om det fanatiske, religiøse samfund, der gør kvinder til skaller med en livmoder og ophøjer mændene til ufejlbarlige skabninger, er nogle steder i verden så tæt på virkeligheden, at man overvejer hvor Atwood gemmer den spåkugle hun har kigget ind i, mens hun skrev det oprindelige værk. I serien får vi fuld knald på intensiteten og den menneskelige tragedie og masser af lag på historien. I Paul Ruders opera, der havde premiere på Den Kongelige Opera i år 2000 og således eksisterede lang tid før serien, er udgangspunktet Atwoods oprindelige værk. Altså fortællingen om June – Offred – i landet Gilead og tiden der førte op til. Oplevelsen er en hel anden end i serien, i sagens natur lidt mere distanceret. Knap så mange closeups af Offreds dirrende ansigt.

Det er ikke en begynderopera vi ser her. Musikken er kompliceret, fyldt med skjulte og knap så skjulte ledemotiver. Atonal i det fanatiske Gilead, men lidt mere samlet og melodisk i de flashbacks vi hele tiden følger, til tiden før. En gruopvækkende udgave af Amazing Grace ligger hele tiden og lurer i overfladen.

Operaen er visuelt overdådig og kostumerne og universet egner sig godt til den store scene. Jeg sad på den bagerste række på den øverste balkon og selv her, var det let og uproblematisk at følge med. Chloe Lamford har taget mange spændende valg i scenografien. Det spejlede rum hos Kommandør Waterford, giver en virkelig interessant effekt, hvor vi kan følge handlingen i mange lag. Både fortid og nutid og forskellige verdener flettes sammen her.

Hanna Hipp synger Offred i Gilead med en desperation der afspejler sig i det meget lidt melodiske musik. Visse steder er det næsten recitativer. June, i tiden før Gilead, som vi ser i flashbacks, synges blødt og fint af Sarah Champion og hun har lidt mere melodi og rundhed at gøre med, end i det barske Gilead. Tante Lydia i Gisela Stilles skikkelse, får mine trommehinder til at lave destruktiv interferens med sig selv. I dette tilfælde er det en god ting og passer ekstremt godt til rollen. Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvorfor tjernerinderne frygter hende. Clara Cecilie Thomsen som Moira, er min personlige favorit. Hun har fylde og kant og spiller med en inderlighed, der gør hende let at bemærke, selv fra 3. balkon.

Til gengæld mangler Morten Staugaards Kommandør Waterford lidt fylde i dybden. Hanne Fischers Serena Joy er frygtindgydende når hun smider Offred ud af værelset efter den rituelle bedækningsvoldtægt, men man mærker også hendes ensomhed når hun endnu en aften sidder alene og strikker.

Handmaids Tale i operaen er en spændende oplevelse, der ligger langt væk fra det univers vi kender fra HBO. Handlingen kan vel nærmest ikke være mere relevant i vores samtid og den afsluttende scene er rørende og peger direkte ind i vores nutid. Det er dog langfra en opera fra begyndere og det kræver lidt musikkendskab, at forstå hvad der foregår. Til gengæld tror jeg, at det er en forestilling man kan se mange gange og stadig lægge mærke til noget nyt. Det er nok utopi at forestille sig, at krig og fanatisme nogensinde forsvinder fra denne verden og så er det jo meget godt at have et grumt værk til at minde os alle sammen om, hvor skidt det kan gå.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om The Handmaids Tale på Den Kongelige Opera her.

📸: Camilla Winther

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tværs