Tolken - Hvortil Min Verden Går

Helligtrekongersaften

Efter halvanden uges teaterpause på grund af sygdom og ferie, har jeg denne lørdag taget min søn under armen og sammen er vi rejst til Kronborg for at se Hamletscenen formidle Shakespeares: “Helligtrekongersaften”, til børn helt ned til 6 år. Det har forårsaget en betydelig bearbejdning i Shakespeares, til tider, lidt langsommelige fortælleform. Endda står der kun 2 skuespillere på scenen og selvom de er ledsaget af adskillige finurlige dukker, jonglerer de alligevel et hæsblæsende persongalleri på en knivsæg.

Helligtrekongersaften er den 12. dag efter jul og på Shakespeares tid, blev der typisk holdt maskebal på denne dato. Man talte om en særlig julemagi, der kunne spille folk et puds.

Shakespeares: “Helligtrekongersaften” er, ultrakort fortalt, en klassisk forvekslingskomedie. Alle bliver forelsket i de forkerte, men alligevel ender de med at få den rigtige til slut.

Lykkes Hamletscenen så med deres projekt? I store træk ja, selvom jeg tror aldersgrænsen er sat lige til den lave side. For der foregår meget på scenen og de to skuespillere Bo Carlsson og Lene Hummelshøj, løber stærkt og skifter endda ud og ind imellem hinandens roller. Dette kunne gå helt galt, men de holder tungen lige i munden og er hjulpet godt på vej af kostumer, der visuelt støtter de forskellige karakterer, så vi ikke er i tvivl om hvem der er hvem. De store halvdukker, der har smarte ophæng, så de kan være på scenen uden en skuespiller skal betjene dem, skifter hænder mange gange, men skuespillerne holder tungen lige i munden, så handlingen ikke bliver et stort virvar af karakterer der jappes igennem.

Der er mange små genistreger i scenografien, begået af Christian Q. Clausen. Blandt andet et lille dukkehus, der snart forvandles til reel scenografi og det lille kor af jasigende nikkedukker, der forfølger grev Orsino, med det aldeles sangvinske temperament. LED skærmen har også gjort sit indtog i Thaliasalen og bidrager med forskellige stemninger i form af farver og små fortællesekvenser.

Hvad vil Hamletscenens udgave af “Helligtrekongersaften” os egentlig? I deres egen udlægning, drejer det sig om, at der er så rigeligt med kærlighed og at vi skal elske hinanden. Jeg sidder mest tilbage med en følelse af at være lidt forpustet, men også en grundlæggende benovethed over de to skuespilleres intense jongleren med scenografi, dukker og roller. Handlingen er dog ret kompliceret og min ledsager på 11, mister lynhurtigt orienteringen i historien og keder sig. Det er ærgerligt, for kunstnerisk er her meget at komme efter, men jeg tror at Hamletscenen har sat barren alt for højt til målgruppen, også selvom der efterfølgende bydes på rumlepottebygning i en juleworkshop.

Som voksen kan man læne sig tilbage og nyde alle de mange finurlige detaljer og på den måde er forestillingen helt klart et besøg værd, om ikke andet så for at nyde de flotte omgivelser.

⭐️⭐️⭐️⭐️

📸: Bo Nymann

Læs mere om Helligtrekongersaften og Hamletscenen her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tolken - Hvortil Min Verden Går