Elektra

Dan Turéll + Halfdan E live

Jeg skal være helt ærlig og sige med det samme, at Dan Turéll ikke har været særlig præsent i mit valg af litteratur igennem livet. Og dog. For det går op for mig i løbet af koncertforestillingen: “Dan Túrell + Halfdan E live”, at Turéll har været meget mere til stede, end jeg lige gik og troede.

Turéll, der nu er gået bort, dannede kunstnerisk makkerskab med Halfdan E igennem en årrække. Gudskelov lever Halfdan E stadig og sammen lavede de flere albums hvor han satte musik til Túrells digte, som Turéll selv fremførte. I aften er det Mads Wille på mikrofon, Søren Siegumfeldt på blæseintrumenter, Lars Terkelsen på tangenter og Halfdan E selv på andre instrumenter. Det erklærede mål er at bringe Turéll til live og det lykkes!

Klientellet denne aften bærer tydeligt præg af hvad vi skal høre. Ældre københavnere, en hel del mænd med flaskeøl i hånden, lidt færre kvinder og endnu færre yngre, har fundet vej til Folketeatret, hvor vi sammen vandrer de mange trin op til Hippodromen. På scenen er placeret en gammeldags drejetelefon. Der spilles gammel jazz og lokalet er tilrøget. Stemningen er til at tage og føle på.

Belysningen er dæmpet i salen, da Mads Wille træder frem på scenen. Han skal ikke spille Turéll, siger han. Men han har dog malet neglene sorte som en cadeau. Ikke bare ligner han Turéll i sit hvide jakkesæt, der langsomt går mere og mere i opløsning, han lyder også som ham. Med et udtalt talepres og en præcis diktion, næsten staccato, flyder Turélls elskede tekster ud af Willes mund med en musikalitet der føles naturlig.

Og der går ikke længe før musikerne og Wille er gået igang, før det går op for mig, at denne musik ikke er ukendt for mig. Den har på fineste vis dannet bagtapet for en hel del af min barndom og ungdom og jeg ihukommer min onkel, som jeg klart forbinder med Turélls univers.

Musikken er jazzet og her bliver brugt flere instrumenter jeg slet ikke kender, men saxofonist Søren Siegumfeldt tager kegler, også når han spiller på sav. Lyrikken er forsigtigt iscenesat uden de store virkemidler, men det behøves egentlig heller ikke, for Turéll satte spillevende ord på kærligheden, på livet og på det mærkværdige at være til, at være menneske.

Dan Turéll + Halfdan E live er en hyggelig aften med en af Danmarks største forfattere. Hvis du tror du ikke kender musikken og lyrikken så godt, vil du formodentlig, ligesom jeg, blive overrasket over hvor meget du kender til det. Hvis du er helt med på hvad du skal opleve, kan jeg ikke forestille mig, at du bliver skuffet. Halfdan E og co får manifesteret Turélls ånd på Hippodromen, så det føles som om han er tilstede med os, et ganske lille øjeblik. Midt i hans elskede København.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere her.

📸: Lars Terkelsen og Folkteatrets hjemmeside

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Elektra