The Humans

Kaos, kærlighed og sårbarhed er tre ord der falder mig ind efter at have overværet premieren på “The Humans” på Folketeatret torsdag aften. Tre ord, der også på mange måde kan betegne et helt almindeligt familieliv. For familie er et evigt mysterie. Vores livs vugge og for de fleste indebærer familie en stor tryghed, men for mange også udtalt usikkerhed og regelrette konflikter og svigt.

Stephen Karam er den Libanesisk-Amerikanske forfatter bag forestillingen, der i 2016 vandt en Tony for bedste skuespil. En familie, der til dagligt ikke ser meget til hinanden, samles til en traditionel Thanksgivingmiddag. På overfladen velfungerende og kærlig, men efterhånden som aftenen skrider frem, slår fernissen flere og flere revner, i takt med, at promillen stiger og gemte skeletter vælter ud af skabene.

Titlen “The Humans” kommer af en betragtning om, hvordan monstre betragter mennesker. I monsterverdenen er dem, der fortælles skrækhistorier om, mennesker. The Humans. Det sætter meget godt tonen for denne forestilling, hvor alt er et spørgsmål om de øjne der ser og hvor evnen til at eksistere sammen afhænger af, hvor meget man kan sætte sig selv i andres sted.

Dramatiker Stephen Karam har godt tag på det hverdagspsykologiske spil, der rummer de helt store følelser, selv i de mindste handlinger. Samtidig mærker man tydeligt hvor dybt traumatiseret den almindelige amerikaner fortsat er af 9/11. Forestillingen rummer også en anden samfundskritik, der ikke på samme måde er relevant i Danmark. Hvordan får man råd til ordentlig pleje til sine ældre og hvad sker der hvis man pludselig mister sin pension? Men samtidig griber han også mere almenmenneskeligt dybt i de forventninger og skuffelser som vi uværgerligt løber ind i, under samspillet i vores respektive famlier.

På Folketeatret har Palle Steen Christensen bygget en gigantisk scenografi i to etager, der giver os lov til at følge med i hvad der sker, når figurerne går lidt væk fra hovedhandlingen. Det fungerer rigtig fint, særligt fordi handlingen spilles i realtid. Kim Bjarke har iscenesat et stærkt hold af landets bedste skuespillere, der ikke lader et eneste minut gå til spilde. Her er forældres forventninger sat op mod børnenes håb og drømme, traditioner mod nytænkning, privat voksenliv mod fælles referencer, men ikke mindst en grundlæggende og accepterende kærlighed.

Lars Brygman er forestillingens højdepunkt og demonstrerer sin store rutine som den brovtende far Erik, der måske er gnaven, men også godmodig på bunden, i al sin konservatisme, men alligevel ikke helt ufejlbarlig. Som modspil har han Ditte Hansen som moderen Deirdre, der både kæmper med manglende anerkendelse på arbejde og pleje af den demente svigermor, mesterligt spillet af Marianne Høgsbro. Ditte Hansen står desuden for den ene syleskarpe kommentar efter den anden, der gang på gang fremkalder højlydt latter i salen. Lucia Vinde Dirchsen og Nanna Skaarup Voss spiller døtrene Aimee og Brigid, helt forskellige men med en stærk relation. Dirchsens Aimee, plaget af besværligheder, både i kærligheden, arbejdslivet og på helbredsfronten, hvor Voss som Brigid mere hjemsøges af en grundlæggende tvivl om sit parforhold til den godmodige og udglattende Richard, der brillerer ved sine lange lister og historier om sine drømme. Richard, spillet af Paw Henriksen, bliver en tilskuer til det kaotiske familieliv, der udspiller sig under middagen.

Skal man hælde en smule malurt i bægeret, kunne man indvende, at replikskifterne på sine steder, er lidt for rappe og gør det svært at følge med i dialogen. Ligeledes er der noget forlorent ved de meget amerikanske referencer, der kan fremmedgøre dele af publikum, når vi nu befinder os i Danmark.

Det er dog småting i den store sammenhæng og “The Humans” på Folketeatret er en virkelig morsom, men også meget rørende forestilling, der med en udtalt genkendelighed, får sit publikum til at føle sig set. Skuespillerne leverer de hurtigt skiftende replikker med en skarp timing, der får pointerne til at træde frem med den tvetydighed der altid gør sig gældende i et kompliceret familiesammenspil. Forestillingen varer 1 time og 40 minutter uden pause. Det er en lang forestilling, men jeg kan helt ærligt ikke sige hvornår jeg sidste har været til en enakter, hvor jeg ikke kiggede på uret efter 45 minutter. Jeg var opslugt fra start til slut og morede mig undervejs på den måde man kun kan, når det også rammer der, hvor det gør lidt ondt.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om ‘The Humans’ her.

📸: Gudmund Thai

Inviteret