Grease

Grease var den allerførste musical jeg så på en teaterscene for cirka 25 år siden. Dengang stod Peter Jorde og Ilia Swainson i front som Danny Zuko og Sandy på Nørrebro Teater og jeg var vild med det. Grease har vist sig at være en langtidsholdbar forestilling, på trods af et tvivlsomt budskab om at lave sig selv om, for at passe ind i flokken. Så hvordan tilnærmer man forestillingen 2023, hvor værdipolitik er noget folk kan komme op at slås om?

One and Only Musicals gør et gedigent forsøg på at give Grease nyt liv og ikke bare lykkes de med at puste liv i den ikoniske forestilling, de får også nuanceret budskabet, så det er lidt mere moderne, end det var engang. Sangene synges på en god blanding af engelsk og dansk og det fungerer egentlig meget godt, at de dramatisk bærende sange er på dansk, mens de større shownumre er på engelsk.

I front står Silas Holst, der har spillet rollen som Danny Zuko før. Denne gang nøjes han dog ikke med at stå på scenen, han har også sin debut som koreograf. Man har måske set smagsprøver på Holst´s evner som koreograf, når han har koreograferet større optrin til for eksempel Vild Med Dans og netop disse optrin, der altid har god kant, har gjort mig nysgerrig på, hvad han ellers kan på den front. Han styrer da også det store ensemble med stilsikker hånd. Holst´s koreografi trækker i udpræget grad på stilen fra tiden og fra filmen og iblandet hilsener til, blandt andet, Beyoncé og Bob Fosse, bliver koreografien elegant og fint afstemt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Holst´s karriere som koreograf kun lige er begyndt.

Ved sin side har han Neel Rønholt, der er et uprøvet blad i musicalsammenhæng. Der kan ikke være tvivl om, at hun er en dygtig skuespiller, men kan hun også synge? Svaret er ja. Hun synger pænt og rent, men besidder ikke den største fylde eller stemmekarakter. Hendes luftige, spinkle stemme passer dog godt til rollen som den lidt farveløse Sandy, der lander lige midt mellem Rydell Highs “Pink Ladies” og “T-birds”.

Pink Lady leder Rizzo får nyt liv i skikkelse af Lea Thiim Harder, der giver hende den helt perfekte mængde skarpe og kantede sarkasme, men også afslørende blødhed og hendes samspil med, altid velsyngende, Joakim Tranberg som Kenickie, er skøn. Thiims timing er ufornægtelig god, hvad der i øvrigt også gør sig gældende for resten af castet. Sara Gadborg lægger salen ned med sin version af “Beauty School Dropout” og leverer en showstopper af rang, men gør det også godt som en falsksyngende frihedsgudinde.

Omkring alle disse dygtige mennesker, vimser en masse andre dygtige mennesker, for ensemblet rummer cremen af dansk musicaltalent og man lægger særligt mærke til Søren Torpegaard Lund, der tidligere på året gav os en blid Tony i West Side Story. Christian Collenburg viser igen sine funny bones frem som Doody, der bare gerne vil spille guitar og Kirsty McDonald er pragtfuld som ChaCha di Gregorio.

Hele den herlige molevit foregår i Steffeen Aarfings scenografi, der består af store tidskorrekte setstykker, i amerikansk diner- og motellook for ikke at tale om den allestedsnærværende “Greased Lightning”.

Men instruktør Frede Gulbrandsen er ikke bare nået i mål med at skabe en fest på scenen, han får på fornem vis fremstillet ungdommens søgen efter identitet som forestillingens omdrejningspunkt. Det er ikke et spørgsmål om at passe ind, det er i højere grad et spørgsmål om at finde ud af hvem man er. Flot drejning på et ellers lidt tvivlsomt budskab.

One and Only har skabt et kæmpe brag af en forestilling, der spiller på alle tilgængelige tangenter. Med stor humor, musikalitet og eminent timing, får ensemblet overbevist hver eneste gæst i Falkoner om, at “Grease is the word” og jeg skal ærligt indrømme at mine chills multipliede flere gange end jeg kunne tælle undervejs. Men Grease is the word, you´re the one that I want og jeg er hopelessly devoted to Grease i Falkoner.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Grease her.

📸: Miklos Szabo

Inviteret