Cirkus Halloween - Verdens Største Vampyr med Mindreværd

Glimmer På


Hvem ønsker sig ikke
et skud god energi en mørk og dyster verden? Et mørke, som vores børn helt sikkert også mærker. Faster Cool og Dansk Rakkerpak har lavet en fin teaterkoncert for de 4-8 årige med netop dette for øje.

For Glimmer På, handler ikke bare om rent faktisk at have glimmer på, men om at sprede god energi til sig selv og hinanden og ud i det ganske univers. “Glimmer på og op på hylden”, som Hella Joof udtrykker det i en af sine bøger. Dansk Rakkerpak og Faster Cool, der normalt udgør Næstveds Internationale Egnsteater, byder på hyggelig musikalsk legestue i et sanseligt univers.

De ligner noget fra rummet, de tre medvirkende. Sølvglimrende dragter, glimmer i ansigtet, mærkelige hatte på hovedet. Gunni Torp leder efter sin hængekøjekat og finder den mens vi drages ind i universet. Undervejs bruges fine virkemidler med selvlysende gopler, dukker på hovedet og flyvende insekter. Universet er så dragende, at de fremmødte børn bevæger sig længere og længere frem i salen, indtil de tilsidst sidder helt oppe på scenen, foran de medvirkende. Ikke bare sidder de på scenen, men de får også lov til at blive siddende der, selvom de nervøse forældre prøver at få dem ned. “Det er okay!” hvisker Camille i Dali i mikrofonen. Sikke et overskud!

Der er ikke som sådan en handling i forestillingen, men vi er vidt omkring. I universet, nede i havet, ude i naturen og det hele serveres med en herlig finurlighed og med danseglad musik, der sætter gang i hele selskabet. Faster Cool, aka Camille i Dali, Gunni Torp og Julie Michelsen udgør en skøn trio, der omslutter os alle med en lille lomme af glimmer og håb.

Min egen 7årige ledsager overgiver sig lynhurtigt til forestillingens præmis og er godt opslugt i de 40 minutter den varer. Hendes eneste klage er, at forestillingen er for kort. Og det er jo også en slags ros. Glimmer På med faster Cool og Dansk Rakkerpak, er lige hvad man har brug for i et mørkt og dystert efterår, i en verden, hvor grusomme hændelser er hverdag. Vi går ud af salen, helt glimrede til og har masser af god energi til os selv og hinanden resten af dagen. For nogle gange er det virkeligt bare så simpelt, at man skal strø glimmer på, for at få det hele til at blive bedre.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Tomas Bertelsen

Inviteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cirkus Halloween - Verdens Største Vampyr med Mindreværd