Cirkus Halloween – Verdens Største Vampyr med Mindreværd

Sidste år bød Cirkus Arena, i samarbejde med Clemens Telling, for første gang indenfor til Halloween Cirkus. Øjensynligt håber de på at skabe en tradition, for igen i år byder de indenfor og opfordrer børn som voksne til at komme udklædte. Her er da også alskens både uhyggeligt og mindre uhyggeligt udklædte børn. Sælgerne i boderne er sminket til den store guldmedalje og der er lagt i kakkelovnen til en gedigen omgang Halloween uhygge.

Forestillingen starter da også med råb og skrig og uhyggelig musik i en grad, så min datter på 7 må begrave hovedet i mig. Lyden er høj og mudret. Men uhyggen varer kort, for brat herefter slår forestillingen over i en slags historiefortælling. På Cirkus Arenas hjemmeside, kan man læse sig til, at historien handler om Grev Dracula, der rejser til London, fordi Transylvanien er blevet for lille til ham. I London har han dog svære kår, her tager ingen ham seriøst, men har travlt med deres egne projekter. Denne historie har dog ganske lidt at gøre med det der udspiller sig i teltet, der mest virker som et tilfældigt sammensurium af mennesker, der tilfældigvis også kan spille på tromme, beatboxe eller synge, bundet sammen af en ultratynd historie, hvis man altså overhovedet kan kalde den det. Cirkusdelen udebliver helt, her er hverken de lovede bmx-artister eller andet artisteri, hvis man lige ser bort fra Patrick Berdinos oversavede dame og jongleren med ild.

Det er Clemens selv der har skrevet manuskriptet og det er han ikke sluppet godt fra. I Natasjaforestillingen blev hans tvivlsomme rimemanuskript reddet af legendarisk musik, og erfarne teatermennesker, der, trods alt, fik samlet forestillinegn til en sammenhængende historie. Disse formildende faktorer er helt fraværende i Halloween Cirkus.

Clemens lader det meste af sin handling udspille sig som talt dialog, men har ikke sikret sig, at hans medvirkende kan sige replikker. På scenen står Patrick Berdino, cirkusartist, der uafladeligt råber og postulerer sine replikker, influencer Camilla Frederikke som influenceren Kat, der afsnupper alle sine sætninger, sanger Mathias Hundebøll som Kats kæreste, Hund (!) der er under tøflen, men dog en anelse mere troværdig end resten af de medvirkende, og endelig rapper Ataf Khawaja, hvis funktion i fortællingen står hen i det uvisse.

Vi møder også en danser, en beatboxer og en trommeslager og nogle wrestlere der laver stunts, mens de bevæger læberne til forud optagede replikker. Kostumerne er af svingende kvalitet, de fire hovedkarakterer er der gjort lidt ud af, mens danseren tropper op i et skeletkostume, der ikke kan lukkes i ryggen og fylder åbningen ud med en t-shirt med tydelig lilla skrift på.

På scenen har vi altså en cirkusartist der ikke laver cirkus, en influencer der ikke kan sige replikker, en sanger og en rapper, der kæmper sig igennem et usammenhængende manuskript fyldt med ubehjælpelige replikker, bygget op omkring en historie der ikke giver mening.

Hele molevitten virker så gennemført amatøristisk og venstrehåndsagtig, og da vi går til pause, foreslår min datter, at vi skal gå hjem, efter hun har udbrudt: “Mor, det er ikke sådan rigtigt sejt, vel?” Vi bliver dog til anden halvdel, men lige lidt hjælper det. Skal man bruge penge på at være kulturel i efterårsferien, vil jeg kraftigt anbefale, at man finder noget andet at smide pengene efter. Der er rigtig mange gode børneforestillinger lige nu. Se dem. Dette her er helt ubehjælpeligt.

⭐️

Læs mere om forestillingen her.

Inviteret