
Det er ikke den første forestilling om brystkræft, jeg ser i denne sæson, ej heller den første, hvor forestillingen er bygget på de medvirkendes egne erfaringer. For et par måneder siden havde Står Stille Mens Jeg Falder premiere på Hamletscenen i Helsingør, og nu altså Den Besværlige Patient, der spiller på Bådteatret som en del af deres program for vækstlaget, kaldet Ubåden.
De to forestillinger er dog helt væsensforskellige og tåler ikke sammenligning. 11th House Collective er gået til arbejdet med et absurd take, der giver forestillingen et meget unikt udtryk. Julie Gaarskjær, som selv medvirker i forestillingen, og hvis oplevelser den bygger på, handler om at finde vej i et system, der kan virke uden mening, og som sjældent forklarer sig selv, selvom det burde. I Julie Begtrups manuskript og instruktion foregår hele forløbet i en slags absurd parallelunivers, hvor mærkværdige krav skal opfyldes, og hvor det er svært at komme i kontakt med sine behandlere, og hvor der sjældent tages hensyn til individets egen oplevelse, men hvor mange nok kan komme til at føle sig som kræftpatient på samlebånd.

Med sig på scenen har Julie Gaarskjær Emil Asbjørn Madsen, der er uddannet fra DDSKS Fredericia og altså med musicalbaggrund, samt Mari Vincentz, der primært har baggrund i det fysiske teater. Forestillingen bliver en noget broget fornøjelse med et udtryk, der er svært at forstå til fulde. Der er uden tvivl en mening med kostumerne, der også er til den absurde side med flere ærmer og mange lag. Man har forsøgt at sammenflette musik og artisteri med handlingen med varierende held. Flere steder er musikken velplaceret, men artisteriet fungerer ikke og fremstår påklistret. Scenografien er til gengæld relativt velfungerende med en mikroskopisk drejescene, der kan få hele forestillingens verden til at dreje om sig selv.
Jeg forstår fuldt ud den absurde oplevelse, det kan være at finde vej gennem behandlersystemet med sådan en alvorlig diagnose, men forestillingen som helhed bliver et mærkværdigt sammensurium og fremstår uden en egentlig retning. Er det fysisk teater? Er det musikteater? Er det alvorstungt skuespil – eller måske mere hen i det absurde? Det stikker i for mange retninger og samler sig aldrig rigtigt på et højere kunstnerisk niveau. For ikke at tale om de patriarkalske stereotyper, der reproduceres – nutidens læge er kvinde, ikke mand. Faktisk udgør kvinder 80 % af nyoptagne på medicinstudiet.

Julie Gaarskjærs ambition er prisværdig, og pointen, som hun serverer på et sølvfad for os til sidst, er helt sikkert også valid. Disse patienter – alle patienter – har behov for at blive set som mennesker og føle, at de bliver hørt. Vil man se en rørende, relevant og nuanceret forestilling om emnet, vil jeg varmt anbefale Står Stille Mens Jeg Falder. Den Besværlige Patient bærer præg af manglende kritik af eget materiale, og det er en skam, for formålet er prisværdigt.
⭐⭐
Læs mere om forestillingen her.
📸: 11th House Collective




Skriv et svar