Endnu en dansemusical med Silas Holst i hovedrollen, kan man let komme til at tænke, når One and Only Musicals og Hele Danmarks Musicalteater byder indenfor til Saturday Night Fever – The Musical. One and Only har efterhånden specialiseret sig i denne genre og gennem de sidste år har vi således set Flashdance – The Musical, Grease, Dirty Dancing – The Musical og ikke mindst Moulin Rouge – The Musical, samt flere produktioner baseret på film eller serier, af svingende kvalitet.
Der er åbenlyst publikum til genren, for ellers ville One and Only ikke kunne overleve så længe med så store produktioner. Og det er da også dejligt at lade sig skylle over af en 70´er discotsunami med tilhørende discogulv, bestående af LED plader med mere end 16,5 millioner farvenuancer. Jo, One and Only ved hvad de vil – de vil underholde!
Desværre lider historiefortællingen gedigent under de ellers flotte – og lange – danseoptrin med hele det veldansende cast. Silas Holst har koreograferet en 70´ercool koreografi der giver John Travolta kamp til stregen. Historien om den unge Tony Manero, der ikke rigtig kan komme ud af Brooklyn og videre med livet, indeholder nok en del interessante emner. Instruktør Pelle Nordhøj Kann får dem bare aldrig sat på spidsen, i en iscenesættelse, hvor de spillede scener bliver overfladiske kradsemærker i karakterernes fernis. Efter 30 minutter har vi været igennem 3 farvestrålende og fascinerende danseoptrin, men jeg er stadig i tvivl om hvorvidt historien er begyndt eller ej.
Josefine Tvermoes er en sød og yndig Stephanie Mangano, der dog med al uønskelig tydelighed, slet ikke besidder de samme danseegenskaber som hendes karakter gør. Hun synger pænt, men uden bund og får generelt alt for lidt plads til sin pleasende og lidt paniske karakter. Silas Holst spiller den samme rolle som han har gjort de sidste 10 år. Endda med mere eller mindre samme frisure. Men i denne forestilling fremstår han træt – han har travlt på scenen, så travlt at replikker prustes ud gennem de dybe åndedræt der skal give luft til det næste store danseoptrin. Han får heller ikke ro til sin karakter, til trods for, at han er den der har mest indhold at arbejde med.
Til gengæld får Søren Torpegaard Lund (i vanlig stil, har man næsten lyst til at sige) det meste ud af sin sparsomme karakter, Bobby C. Han har gjort en pige gravid og må nu udstå konsekvenserne i form af et truende bryllup. Torpegaard Lunds udgave af Tragedy er fænomenal, både teknisk og dramatisk og kæmpe respekt for hans evne til at synge med hovedet nedad.
Men det er ikke alle karakterer der synger – for det meste af musikken varetages af Joakim Pedersens funky orkester, stærkt flankeret af Line Krogholm med dejlig luft på stemmen og vidunderligt brug af randregister og Ilum Lumholts hæse vokal. Lumholt og Krogholm står for størstedelen af vokalerne. På den måde har danserne luft til at danse. Til gengæld minder det ikke meget om musical, men mere om en koncertudgave af filmen.
Forestillingen er et overflødighedshorn af skøn BeeGees 70´er musik og virkeligt velkoreograferede og storslåede danseoptrin. På den dramatiske side er der bare ingen tyngde og forestillingen i sig selv udgør nok en underholdende aften, men er hurtigt glemt, som sulten der hurtigt melder sig efter en cheeseburger fra McDonalds. Hvor ville det dog være spændende, hvis One and Only ville bruge deres kræfter på at gøre noget nyt for musicalscenen i Danmark. Men deres forestillingsvalg er stokkonservative, ikke ulig det publikum der indfinder sig til forestillingerne. Er jeg provokerende? Måske, men vi skal simpelthen nye steder hen med musicalen som genre i Danmark. One and Only har opfundet sig en velsmurt pengemaskine, men den leverer absolut intet nyt eller overraskende.
⭐️⭐️⭐️
Læs mere om forestillingen her.
📸: Miklos Szabo
Skriv et svar