Re(w)rite

Det er ikke helt let at finde kapellet på Solbjerg Kirkegård, hvor en lille flok mennesker er mødt op for at opleve Nullo Facchinis performanceinstallation, Re(w)rite. Facchini har oprindeligt skabt forestillingen med Cantabile 2 og med sit eget kompagni TanTou. TanTou skaber human specific performances, altså oplevelser, der ikke bare er publikumsinvolverende, men direkte publikumsafhængige. Re(w)rite ønsker at skabe et møde mellem fremmede. Et møde, der ikke er afhængigt af ord, men som er intimt og vedkommende. Nogle kommer i par, men de bliver effektivt skilt ad og placeret i hver deres gruppe, af de 3 munkekutteklædte mennesker.

Forestillingstitlens dualitet sigter til, at vi ikke bare skal genskrive os selv, vi skal også gennemleve et ritual, ledt af de kapable munkekuttelædte mennesker. Min gruppe ledes ind i et rum. Der er god tid. Tid nok, til at bemærke, at planter vokser ud af sprækkerne i loftet. Hvad den anden gruppe laver, ved jeg ikke. Borde er placeret med 2 stole, en på hver side. Der står en lille arkitektlampe i midten. Nogle laminerede plastickort ligger med bagsiden op, sammen med et clipboard med et bart stykke papir påhæftet. Jeg sidder med en fremmed foran mig. Et efter et, tager vi kortene op og efterlever, i tavshed, det der står på dem. Det handler om krop. Ikke seksualiseret, men alligevel intimt. Det er grænseoverskridende, at udpege for en fremmed, hvilke dele af kroppen jeg er gladest for, hvordan jeg foretrækker berøring og hvilke dele af min krop jeg bruger mest tid på. Netop fordi vi ikke taler, er det til at holde ud. Det ER grænseoverskridende. Men det er også befriende.

I næste rum vælger vi en sætning. “Jeg kender mine idealer og alligevel vælger jeg tit at gøre noget andet”, bliver min. Grupperne er nu samlet. Vi ledes ind i et stort, hvælvet rum. Bænke er placeret i hver side af den store sal, hvilket efterlader en enorm gulvplads. Vi tager øretelefoner på. Nullo Facchini står midt i rummet og taler til os med dæmpet stemme, igennem en mikrofon. Vi vælger en fremmed partner, kigger dem i øjnene og forestiller os dem som børn, teenagere, ældre. Vi er beskyttet af stilheden.

Så sidder vi langs bænkene. Der er ti meter hen til de modsidige bænke. “De af os, der nogensinde har været forelskede, gå over til den anden side”. Alle rejser sig og går. Gradvist bliver spørgsmålene mere private. “De af os, der er i krise lige nu, gå over til den anden side.” Nogle rejser sig og går. Stemningen er indadvendt. Vi lærer hinanden dybt at kende, bare ved at observere hvem der vandrer frem og tilbage over gulvet. Jeg bliver bekymret for en ung mand, hvis svar er mørke. Men han får plads til sit mørke. Det gør vi andre også.

Til slut siger vi farvel til vores makker. Ordløst, som vi vil. Nogle krammer, andre kigger bare hinanden i øjnene. Vi forlader kapellet i stilhed, her er en uskreven regel om, at man ikke snakker med de andre. Det er der ikke behov for. På sin vis bliver oplevelsen hellig. For der opstod et ærligt rum, hvor svarene aldrig blev konfronterende og hvor frygt for konsekvenser af ærlige svar, ikke var eksisterende. Vi var sammen med hinanden, i hver vores livssituation. Det var helende. Jeg sender mine medbesøgende varme tanker og efterlader en lille smule af min sjæl i kapellet på Solbjerg Kirkegård.

⭐⭐⭐⭐⭐⭐