Liberty

Skal jeg nu være helt ærlig, har jeg aldrig set en Kristján Ingimarsson forestilling før. Og det er måske et lidt dårligt udgangspunkt, idet Liberty, er en fejring af Ingimarssons 25 års jubilæum. Jeg kender til hans forestillinger, men har aldrig oplevet en selv og er faktisk ganske spændt. Jeg forventer fysikalitet, humor og udfordring.

Ingimarsson entrerer scenen med den ene fod i en indkøbskurv, et kæmpemæssigt mælkebøtteflag og en hjelm på hovedet. Det ser tosset ud, men det stemmer godt overens med fortællingen, for mælkebøtteflaget skulle angiveligt være idioternes flag og Ingimarsson inviterer os da også til at opleve forestillingen frem for at forstå den. Og det er nok fornuftigt, for det der foregår på scenen er mere intuitivt end rent faktisk forståeligt.

Som en standupkomiker taler Ingimarsson til os – eller rettere – hele forestillingen pruster han svært forståelige ord ned i mikrofonen. Om det er med vilje eller ej fremstår lidt uklart, men det virker meget distraherende. Forestillingen består af flere små nedslag, der alle sammen er bygget op om samme skabelon. Ingimarsson taler til os og pludselig sker der noget mærkeligt som udløser en kaskade af vilde, voldsomme, imponerende og ganske uforståelige optrin.

Med sig på scenen har Ingimarsson danser Ida Frost og skuespiller Mads Emil Duelund. Vi stifter bekendtskab med dem første gang som røde dukker – en slags voodoo dukker, der kaster sig rundt på scenen i takt med den dukke Ingimarsson holder mellem sine hænder. Alt er timet ned til mindste detalje. Skufferne i Kristian Knudsens skuffescenografi klappes ud og ind mens de medvirkende pakker sig selv rundt om dem i et hæsblæsende tempo.

Sådan går det over stok og sten i flere spektakulære optrin, det ene mere halsbrækkende end det andet. Kontorartikler bliver til våben og pludselig ser vi en actionfilm. Et mikrofonstativ bliver pludseligt ekstremt adræt og så er der noget med snabler (eller hvad det nu er) på en hjelm.

Det ér ekstremt flot og fysikaliteten fornægter sig ikke. Men jeg ville ønsker der var et formål, en form for fortælling. Jeg bliver hurtigt træt af Ingimarssons prusten i mikrofonen og lettere maniske blik på publikum, når han begynder forfra på endnu en omgang standupagtig tale, hvorefter der sker noget uventet og scenen eksploderer i mærkværdigheder – igen. Indholdet er spændende, men formen er så forudsigelig at jeg lynhurtigt begynder at kede mig. Alligevel bliver jeg imponeret over hittepåsomheden i de mange indslag og virtuositeten med hvilken de udføres. Jeg ville bare ønske jeg forstod hvorfor vi skulle se det.

⭐⭐⭐

Læs mere om Kristjàn Ingimarsson og forestillingen her.

📸: Torfi Agnarsson

Inviteret