Joyus + 4 Horsemen

Det danske dansekompagni Next Zone byder indenfor til dobbeltforestillingen: “Joyus” og “4 Horsemen”. Det er to meget forskellige forestillinger der udspiller sig i det helt afpillede scenerum på Aveny-T. Her er ingen scenografi, kun lyssætning, til at sætte rammen om danserne.

I 1. halvdel, “Joyus”, er der masser af energi på scenen. Næsten lidt for meget til at de 3 dansere og den ene nycirkusartist kan tæmme det. I farverige kostumer, der vækker mindelser om 90´ernes HipHop æra, danser de sig igennem et sandt væld af tableauer der forvirrer mig mere og mere som forestillingen skrider frem. Bedst går det uden tvivl, når de 4 dansere træder ud af fællesskabet og viser hvad de kan individuelt. På den måde kan vi beundre de mange forvredne håndstande og et flot hovedspin, der lider under unødvendige gentagelser. Til gengæld bliver det sværere, når danserne skal lave noget synkront, eller endnu værre i interaktion med hinanden. Her falder det mere eller mindre fra hinanden og flere steder virker danserne til at være mere interesserede i at passe deres egen butik end rent faktisk at producere flot og seværdig dans. Fællesdelene fremstår ukoordinerede og kluntede, fordi danserne slet ikke har den nødvendige forbindelse med hinanden.

Stemningen i salen undervejs i 1. halvdel er da også lidt akavet og publikum sidder bomstille og betragter et hold dansere, der formentlig er vant til lidt mere stemning og publikumsreaktion, end de får denne aften.

Anden halvdel – “4 Horsemen” – er en anden og mere dyster sag, selvom min sidemakker til den ene side af uransagelige årsager sidder og fniser sig igennem den. Her har koreograf Lene Boel taget fat på de 4 apokalyptiske riddere fra Johannes Åbenbaring. 4 dansere giver hver deres bud på en apokalyptisk ridder og denne del fungerer væsentligt bedre også musikalsk. Her er arme der basker så hurtigt at det ligner vinger, fingre der har deres eget liv og opspærrede munde og øjne der skriger i hungersnød. Martin Karlshøj er imponerende, bare med sin statur, og hans runde, sorte øjne, får det til at krible ned af ryggen på mig.

Hvad de to dele har at gøre med hinanden fremstår i det uvisse og helheden kommer aldrig til at fremgå helt klart. Ingen tvivl om dansernes individuelle formåen, men hele molevitten er en fragmenteret oplevelse der får undertegnede til at gå undrende fra salen og spekulere over hvad pokker vi egentlig skulle have ud af den? De to værker ville gøre sig bedre selvstændigt. Præsenteret på denne måde, kommer man uværgerligt til at undre sig over deres relation til hinanden. Den findes ikke, tror jeg, og derfor er oplevelsen desto mere mærkværdig.

⭐️⭐️

Læs mere om Next Zone her.

📸: Christoffer Askman

Inviteret