Jeg var relativt sen til at hoppe på boybandbølgen som teenager i 90´erne, men musikken var ikke til at komme udenom. Jeg husker at sidde hver eftermiddag foran mit lillebitte fjernsyn og vente på dagens udgave af “Puls”, der viste de nyeste musikvideoer med de største hits. Det var før streaming, før youtube, i internettets barndom og tiden var helt anderledes ukompliceret. Nu står jeg lige i indgangen til 40´erne (gisp!) og hvad kan man så egentlig bruge boybandmusik til? En hel del. Nogle andre, der også var teenagere i 90´erne, er de 5, der står på scenen i The Boyband Tour. Hver især står de på toppen af en fremragende karriere indenfor musical og scenekunst og drømmen om at...

Der er forestillinger der er interessante. Der er forestillinger der giver stof til eftertanke. Og så er der forestillinger der rammer så præcist ind i hjertekulen, at man bliver helt afvæbnet og ikke kan andet end at tage imod. Såden en forestilling er: “Faktisk Bare Fri”, en co-produktion mellem Teater Hund og Teater Døgdi. Fri´s forældrer ønsker sig skam et barn, men da Fri først er ankommet, er det alligevel svært at acceptere, at Fri ikke passer ind i de forventede kasser. For Fri er en følelsesstorm og fuld af fantasi og musik og farver. Men det er ikke let at leve op til de voksnes forventninger og pludselig bliver det svært at være Fri. Fri, der hverken hedder hedder...

Hvert år til jul ser vi, i min familie, The Muppet’s udgave af: ‘A Christmas Carol’, med Kermit som Bob Cratchit og Michael Caine som den gnavne, julefornægtende, Ebenzer Scrooge, der over en nat bliver en godhjertet, juleelskende godgører. Historien emmer af ægte julestemning – og lidt uhygge. Jeg har aldrig set ‘A Christmas Carol’, eller ‘Et Juleeventyr’, som forestillingen hedder på Nørrebro Teater, i andre udgaver end The Muppets. Derfor bliver jeg et øjeblik en smule skuffet, da det går op for mig, at Bob Cratchit ikke er en frø. Jeg kommer mig dog hurtigt, for Andreas Jebro er en aldeles vidunderlig, undertrykt Cratchit, der med et gedigent særegent fysisk udtryk, bukker og skraber for sin arbejdsgiver. Jebro er...

Det er anden gang indenfor et par måneder, min datter og jeg sætter os i sæderne i glassalen i Tivoli  for at se en forestilling med Eventyrteatret. Denne gang er det juleforestillingen: “Nissen Uden Navn”, ennyskreven julemusical med tilsvarende musik. Nissen Uden Navn handler om en stakkels nisse, der ikke har noget navn. Det har den dog alligevel, den hedder “Jul”. Men den ved ikke hvor den kommer fra. Vi møder også nogle lidt utilpassede nisser, trolde og alfer, en kommunalmedarbejder, en bande af små nisser på en mission og et elskende par. Det er umuligt ikke at falde for den energi og charme der strømmer fra scenen ud i salen. Man mærker på lang afstand, at de unge medvirkende...

Det er ca 25 år siden jeg sidst så West Side Story, dengang på Det Ny Teater. Det er en af de musicals, der har været med til at skabe en grundlæggende teaterglæde i mig. Og som ca 15-årig betog historien om de to elskende, der ikke måtte få hinanden, mig dybt. Mon ikke jeg var en lille smule teenageforelsket i Peter Jorde, der spillede Tony? Nu er selvsamme forestilling at finde i Operaen og selvom jeg er 25 år ældre og de dilemmaer og problematikker jeg ser i forestillingen er nogle andre, finder jeg en glæde ved West Side Story, der også handler om forestillingens placering i teaterhistorien. Bernstein har komponeret kompliceret rytmisk musik, der svinger mellem store hits...