Den Lille Havfrue

Min datter begynder spontant at græde, da vi taler om, at jeg har set Den Lille Havfrue, og hvad den handler om. H.C. Andersens udgave – den RIGTIGE! Den udgave, hvor hun dør til sidst. Det Kongelige Teater og instruktør Anastasia Holst Nørlund giver mørket og dysterheden frit spil, sådan som eventyret rigtigt er og af samme årsag, er det absolut ikke en børneforestilling. Min datter kan altså roligt beholde sine salte tårer.

Salt er også det hav, som havfruerne befinder sig i. De græder ingen tårer på havets bund, men til gengæld må de lide des mere. I Julian Juhlins kostumer, er de hverken smukke eller grimme, men de er helt sikkert ikke som havfruer er flest.Væk er lyserødt perlemor og nuttethed, og ind er havbund og dysterhed, men også rå skønhed. Juhlin, der også har lavet scenografi til forestillingen, holder scenerummet helt tomt, når vi befinder os hvor havfruerne bor. Her er faktisk gabende tomt, men alligevel er havfruerne glade for at leve i deres matriarkalske verden, i harmoni med sig selv. Vi hører deres skrig som fjerne ekkoer, men kan ikke se dem før de pludselig dukker op af ingenting og forsvinder lige så pludseligt igen.

Stephanie Ngueyn er både naiv, dyrisk og helt uimodståeligt charmerende som den unge havfrue, Solea, der opsluges af begær efter alt det hun ikke har og er. Hun slænger og vrider sig henover den sten, som prinsen lige har siddet på, i et forsøg på at opsnuse så meget som muligt af ham. Solea selv sidder aldrig på stenen på den ikoniske måde, men brugt bliver den alligevel.

Med korte ryk og flydende bølgebevægelser, illustrerer havfruerne, der også tæller Charlotte Fich som matriarken, Özlem Saglanmark, Bolette Nørregaard Bang og Jela Natius Abildgaard, som Soleas søstre, at vi, i den gabende tomhed, befinder os under vandet. Her er dunkelt og Suni Jóensen lader scenen illuminere af lysindfald fra oven, som igennem vand. Her er også gjort brug af de mange sceneelevatorer på virkelig opfindsom vis og de kan både agere havets frådende gab og de blidt vuggende bølger.

Markus Artveds musik skaber en dejlig lydkulisse, mens musikerne på scenen (The Kays), også får roller som prinsens lakajer. Man kan måske godt sætte spørsmålstegn ved, om vi egentlig har brug for de sange, der er lagt ind i forestillingen, men brugen af video er et dejligt friskt pust. Sangene er smukke, men som sådan bidrager de ikke med handling eller nye indsigter.

Rosalinde Mynsters rådne havheks får en helt ny historie i Nørlunds fortælling. Halvt menneske og halvt vandskabning flettes hendes skæbne sammen med Soleas, der i bund og grund er det samme. Hun forsøger med vold og magt, at få havfruen til at gentage sit eget livs store fejltagelse, hun forsøger at få hende til at dræbe kærligheden. Mynster er skræmmende som det store havfugleskræmsel, der ikke kan komme ud af sit eget net.

Da Solea endelig kommer på land uden stemme, men med ben, træder scenografien mere i karakter, og en eventyrlig, men forladt papirklipsverden, præsenterer sig. Alle landkrabber er klædt i hvidt og har rødt hår og kostumerne er også pyntede med papirklip. I det hele taget er det papirklip over det hele. Det er en fantasiverden, som Solea ser den, men uden meget forbindelse til virkeligheden.

Forestillingen er i øvrigt smækfyldt med morsomheder, især for dem der forstår dem. Lasse Steen får lov at sige : “Havet er skønt”, men gør replikken til sin egen og i det hele taget er der mange godbidder for den opmærksomme teatergænger. Lasse Steen er vidunderlig som den velopdragne, men impulsive og ensomme, prins, der ender med at være indirekte årsag til havfuens død. Hun bliver aldrig en han kan forelske sig i. Han er på sin vis blind og forstår hende ikke. Solea er en legekammerat, men bliver aldrig et helt menneske for ham.

Ingen tvivl om, at Den Lille Havfrue på Det Kongelige Teater, er en flot forestilling, særligt visuelt.
Det største problem med den er, at historien er så velkendt og forudsigelig. Tvillingehistorierne med havheksen og havfruen er et virkeligt flot greb, men Nørlund får ikke for alvor nyfortolket eventyret på en måde som revitaliserer det. Det betyder også, at forestillingen er lidt lang, og sine steder, desværre, også lidt kedelig. Der er dog alligevel mange fine grunde til at løse billet til forestillingen, der spiller en rum tid endnu.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Camilla Winther