Den kroniske uskyld

Fra 20/9 – 2019

Igår så jeg ‘den kroniske uskyld’ på det kongelige teater. Jeg er sent ud – det ved jeg, det er jo faktisk en repremiere fra sidste år, men ikke desto mindre kommer her min anmeldelse – og især fordi jeg er sikker på, at den får repremiere igen på et senere tidspunkt.

Når vi træder ind i teaterrummet, træder vi ind i en gammel gynmastiksal. Vi sædder på rækker hele vejen rundt. Rummet er lille og intimt. En dame spørger mig hvor jeg skal sidde. Pludselig går det op for mig, at det er skuespilleren Charlotte Munk, der er med i forestillingen, der vil vise mig på plads. De andre skuespillere viser også publikum på plads. Jeg aner så småt, at vi som publikum ikke blot skal agere den 4. væg i denne forestilling.
Elisa Kragerups iscenesættelse er vanvittig flot og gennemtænkt. Der er noget meget fysisk over forestillingen, til tider næsten danse-agtigt, f.eks når Janus forgæves forsøger at fange Tore og Helles opmærksomhed mens de kysser, og ender med at ligge sig under Helles hoved. Eller når Tore og Janus i samhørighed danser rundt, mens de holder i hinandens kæbe.
Og publikum bliver budt op til dans. Helt bogstaveligt, men også mere indirekte. Hele rummet er belyst af en stor rund lampe i loftet, og skuespillerne er så tæt på, og jeg har flere gange undervejs direkte øjenkontakt med dem. Skuespillerne sætter sig adskillige gange lige ved siden af publikum, løber rundt mellem rækkerne, eller ønsker os tillykke med de flotte UG’er på vores eksamensbevis.
Vi er også så tæt på, at man ved slutningen har en næsten fysisk fornemmelse af karakterernes smerte. Og ved fremkaldelsen er det tydeligt hvor investerede skuespillerne er i deres karakterer – det tager tid for dem at ligge karaktererne på hylden, det tager tid inden smilet er ægte og de kan tage imod hyldesten.
Tak for en fantastisk oplevelse!