Cirkus Summarum

NakskovRevyen – Skudt i Roen

Revydanmark er skønt og de seneste år har vi set flere og flere revyer skyde frem. I år har
NakskovRevyen premiere. En helt ny revy, der vil sætte Sydhavsøernes største ø – Lolland – på
landkortet. Bagmanden er Thomas Findval Sølvskov, der selv har et tæt forhold til egnen.

Og lad mig bare sige det med det samme – revyen er spækket med lokalstof og en enkelt lille
stikpille til det mærkværdige folkefærd i København (aka mig), der foretrækker quinoa fremfor
medisterpølse. Ikke mindre end 30 sketches står på setlisten – man bliver helt forpustet på forhånd.

Salen er ca 1/3 fuld den aften jeg besøger revyen og primært af lidt ældre mennesker. Man
fornemmer at det kunne gå lidt bedre med billetsalget end det gør – måske Lollikerne lige skal
overbevises? Jeg tror dog der er meget morskab at hente i revyen, hvis man er lokal. Det er nemlig
cirka 2/3 lokalstof der får en kærlig behandling.

Åbningsnummeret er af hovsatypen. “Hovsa er vi allerede igang?”, altså et ikkeåbningsnummer, en
trend der ses flere steder i det øvrige revylandskab i år. Herefter går det over stok og sten. Jeg føler
mig over en bred kam godt underholdt og de store grin findes frem et par steder. Her kan f.eks.
nævnes Tara Toya og Dorte Rømer i en demonstration af hvordan man ikke skal opføre sig som
leder. Det er i teorien let at købe og støtte lokalt, men når slagtilbuddene er på bordet udvandrer selv
bandet for at købe ind i Bordershop og Næstved storcenter. Naturligvis skal vi også forbi en roemark og den nyligt åbnede McDonalds i Maribo får også et kip med hatten. Og hvem er det der bliver ved
med at flygte ud gennem de mange blå døre i scenografien, der i øvrigt er Sebastian Justs debut som scenograf?

På den anden side er der flere sketches jeg ikke forstår, eller som nok ville have gjort sig bedre ved
ikke at være med. Her er der blandt andet noget med en tenniskamp, sadomasochisme og
værdipolitik. Ideerne er gode, men mangler finesse og præcise og originale pointer.

Revyens absolutte højdepunkt, er DK band, der spiller veloplagt og skøn jazz og særligt i de to
musikalske breaks, er det dejligt bare at læne sig tilbage og lytte. Stort cadeau til Ole Heden og co
der sætter fint musikalsk præg på aftenen og løfter grundniveauet i revyen.

Ingen tvivl om de gode kræfter i denne revy, der alligevel ikke kommer helt i mål. Der er dog
adskillige gode grin at hente og hvis revyen får lov at køre videre til næste år, bliver det spændende
at se hvordan de får strammet op. Den største oplevelse i aften var den skønne musik der kom ud af
de tre musikere. Dem kunne jeg godt høre en hel koncert med. Nakskovrevyen vil jeg glæde mig til
at opleve igen til næste år – forhåbentlig.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om NakskovRevyen her.

Fotos: Henrik Delfer

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cirkus Summarum