Mobbedreng

 

Ordspillet bemærker jeg med det samme. Moppedreng eller mobbedreng? I denne forestilling skal det forstås ganske bogstaveligt. Nyuddannede Kristoffer Eriknauer fortæller sin egen historie, blandet med facts fra mobbeforskning. Han kaster tråde ud til os allesammen, for hvem har ikke stiftet bekendtskab med mobning? Som offer, udøver eller passiv?

Rammen for fortællingen er: “Det store mobbeshow”, hvor værten Kristo byder velkommen, suppleret med dåselatter og underlægningsmuzak. En personlig henvendelse fra en seer leder til et: “Hvor er han nu?” indslag, og her får seeren Kristoffer lov at fortælle sin historie. En historie om mobning og kampen for at finde sin egen plads i livet. Det er også fortællingen om hvor svært det er at sige fra og hvor sårbart det er at stikke ud.

I 30 minutter vendes og drejes mobning . I Kristoffers tilfælde, tager den udgangspunkt i homoseksualitet, men det kunne have været hvad som helst andet. Eriknauer formår at se flere vinkler og forholder sig også til mobning som begreb og fænomen. Det klæder forestillingen, der ikke blot er en offerhistorie.

Balancegangen mellem alvor og humor rammer dybt i mellemgulvet og lige så snart man tror man er på den sikre side, bliver man fanget ind i mobningen. For mobning er en kultur. En kultur alle har deltaget eller deltager i. Vi udstilles, når teknikeren bringes i spil. “Sebastian ligner lidt en svans, ikke?” lyder det fra scenen. Her kunne man godt forledes til at trække på skulderen, men når det øjeblikket efter udstilles hvor svært det er at sige fra, når man nu én gang er løbet med, gør det ondt og får mine tæer til at krumme sig sammen.

Eriknauer har en eminent timing og hans talent er uomtvisteligt. Han klipper på filmisk vis mellem genfortalte filmscener og hans oplevede virkelighed. De mange nuancer står fint frem, for hvad sker der egentlig, når man bare kigger på? En beskyttelse af sig selv? Selvom man godt ved hvordan det er at være offeret? Og hvilke strategier bruger man for at stikke mindst ud? Kristoffer tog til USA, blev kæreste med cheerleaderen og gjorde mange piger kede af det undervejs.

Rammefortællingen: “Det store mobbeshow”, er som sådan obsolet, og vi kommer heller ikke tilbage til den igen, og selvom den fint italesætter den letsindighed, som vi har en tendens til at omtale mobning i, er det ærgerligt, at fortællingen ikke starter lige på og hårdt, eller at rammefortællingen udvides til at fylde mere.

Historien om den lille dreng i fjerboadragten, der bare gerne vil synge Askepop på skolescenen, uanset konsekvenserne, er rørende. Jeg håber vi er kommet længere idag, men frygter, at alt er som det plejer. Man kan håbe, at Kristoffer Eriknauers forestilling, som han i øvrigt selv har skrevet, får et langt liv rundt i de ældste klasser i folkeskolen. Forestillingen er et flot livtag med et emne, der er svært at forny, men som her lykkes fornemt, på grund af den stærke personlige historie.

⭐⭐⭐⭐⭐

📸: Jonathan Søderberg

Mobbedrengs spilleperiode er slut.