Jersey Boys

Du kender helt sikkert musikken. Også selvom Frankie Valli and the Four Seasons, ikke umiddelbart får en klokke til at ringe. “Big Girls Don´t Cry”, “Sherry” og “Can´t Take My Eyes off You”. Hvis du ikke umiddelbart genkender titlerne, vil du måske istedet genkende Frankie Vallis gennemtrængende falset, hvis du lytter til musikken.

Jukeboxmusicalen “Jersey Boys”, fortæller historien om de 4 småkriminelle drenge fra New Jersey og deres rejse til stjernestatus. Den har gået sin sejrsgang i både Europa og USA og kommer nu til Danmark, hvor Lion Musicals prøver kræfter med at forløse historien. Holdet ser stærkt ud på papiret. Heinrich Christensen, Thomas Agerholm, Benjamin la Cour, Kim Ace Schjerlund. Hvad kan gå galt?

De synger som en drøm, de 4 frontfigurer. Mikkel Hoé Knudsen har godt gang i hulrummene i sit kranie for at kunne skabe Frankie Vallis lyd, men det mestrer han til gengæld også til perfektion. Det er alligevel rart at høre lidt flere facetter af hans flotte stemme, hen mod slutningen af forestillingen. Rent dramatisk udgør han en stilfærdig Frankie Valli, der heller ikke har den store dramatiske tyngde. Søren Torpegaard Lund spiller aftenens mest interessante karakter og han er skøn og helstøbt som manden bag musikken, Bob Gaudio. Han gebærder sig meget naturligt på scenen, både i sang og dans og ikke mindst når det kommer til karakterarbejdet. Nick Massi spilles med god stemmedybde af Jesper Paasch. Han er forestillingens mest morsomme indslag, når han gang på gang vil lave sit eget band, når de interne stridigheder bandet imellem, bliver lidt for meget. Den selvudnævnte bagmand bag The Four Seasons, Tommy DeVito, spilles af Johannes Nymark, der synger godt, mens troværdigheden som skurk udebliver.

Musikken er god! Rigtigt god, faktisk. Når man lige trækker den umanerligt dårlige lyd fra, der til premieren var alt for lav, hvilket gjorde dialogen noget nær umulig at høre. At mikrofonerne også virkede til at blive tændt og slukket lidt som vinden blæser, gjorde det ikke bedre. Er du kommet for at se en spændende, dramatisk forestilling om bandets tilblivelse, kan du godt blive hjemme. Dramatisk når forestillingen aldrig at blive. Historien er fortalt kronologisk og det lider fortællingen, der bevæger sig fremad i et meget langsommeligt tempo, under. Næsten hele første akt går med forhistorien til bandet og her er vi både igennem seksuelle debuter og mafiabosser, der er lige lovligt parodiske. Mikkel Vadsholt er jeg overordnet stor fan af, men det er altså svært at tro på ham som kindkyssende, oppustet mafiaboss, der kan få alle problemer til at gå væk med et fingerknips, for ikke at tale om den katolske præst, der pludselig dukker op sidst i forestillingen og får mig til at fnise ufrivilligt, i en ellers alvorlig scene.

Forestillingen bliver simpelthen for kedelig. Historien bliver ikke fortalt på en måde, så man involverer sig i karaktererne og musikken bliver brugt som en parade af hits, men skaber ingen dramatisk fremgang. Handlingen går i stå hver gang der synges et nummer eller et medley og det er jo netop det modsatte af hvad man normalt gerne vil med en musical, hvor musikken helst skal bære handlingen fremad. Det gør det også svært for skuespillerne, der hele tiden skal op og ned i gear og mange af dem kommer til at fremstå overspillede.

Koreografi og musik sidder lige i skabet, men musicalen “Jersey Boys” bevæger sig fremad i et fodslæbende tempo og har store problemer med at fortælle en fængende historie. De medvirkende gør hvad de kan for at synge og danse forestillingen op, men overbeviser ikke premierepublikummet, der virker helt dødt. Og så kunne det være rart snart at slippe for ensidige historier om mænd med komplicerede indre følelsesliv og dullede, unuancerende og uinteressante damer omkring dem. Det er et helt kapitel for sig selv. Måske får vi det med Lion Musicals næste forestilling “Askepot”? Jeg håber det.

⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her

📸: Morten Rygaard

Inviteret