Skatteøen

Det er ikke første gang Folketeatret byder indenfor til Sebastian og Preben Harris´ musicalversion af Skatteøen fra 1986. Faktisk havde den oprindelige opsætning premiere på Folketeatret og dermed “bor” forestillingen så at sige i huset. Skatteøen er et ægte eventyr med udgangspunkt i bogforlaget af Robert Louis Stevenson, med farlige pirater, stolte og ranke engelskmænd med stiv overlæbe og en frisk og frejdig teenager, Jim Hawkins, der stifter bekendtskab med en barsk verden, i jagten på den legendariske Kaptajn Flints skat. Med et skattekort i hånden, bliver han fanget mellem pirater og engelske adelsfolk og hvem har egentlig mest brug for skatten når alt kommer til alt?

Fra første kanonskud er der godt gang i den på scenen. Terry Parsons scenografi, der er genbrug fra sidste opsætning i 2019, er utrolig detaljeret og forvandler scenen til en meget troværdig udgave af indersiden af et skib, men også til en kro i 1800-tallets England, hvor den unge Jim Hawkins (Siw Ulrikke Maibom) bor med sin mor, Mrs. Hawkins (Szhirley), eller en øde ø, hvorpå kampen går om skattekortet og skatten.

Orkestret gør Sebastians musik ære. Mest ved, at den værste 80´er-lyd er fjernet.Jeg skal gerne indrømme, at jeg var lidt skeptisk inden forestillingens start, da jeg ikke nødvendigvis er kæmpe fan af Sebastians musik, selvom man ikke kommer udenom hans kæmpe betydning i dansk musicals historie. Jeg blev dog overrasket undervejs over virkeligt gedigne numre, der ikke blot tæller klassikeren “Fuld af Nattens Stjerner”, som Jim Hawkins mor synger, da han tager på eventyr, men også mere rockede numre, der understreger det rå miljø, som piraterne bevæger sig i. At man også har sangere, der kan mere end det polerede musicaludtryk, sætter prikken over i´et, selvom lyden lader lidt tilbage at ønske.

Siw Ulrikke Maibom udgør, med sin spinkle statur, den unge Jim Hawkins, der får udfordret sin lidt forskræmte natur og ender med at redde alle. Maibom har en storartet fysikalitet, der kommer hende til gode adskillige steder i forestillingen. Sammen med Siw Ulrikke Maibom, udgør Mathias Flint, som John Silver, forestillingens højdepunkt. Flint spiller Silver som en barsk sørøver, der nok er farlig, men også lever på bunden af et samfund, der ikke giver mange muligheder for opstigning. Hans menneskelighed skinner igennem og han bliver den karakter man, udover Jim Hawkins, holder med.

På ethvert skib også adelsmænd, og nok noble, men også frygteligt privilegieblinde, som man jo var dengang. Kristian Boland får, som lægen Livesy, lov at bevæge sig hos både sørøvere og adelsmænd og fremstår som den mest humane af de fornemme herrer. Sofie Stougaards Ben Gun er skøn og rablende og hendes udgave af Ostesangen meget mindeværdig. Det er det glade vanvid – på den gode måde. Resten af holdet, der også tæller bl.a. Monica Isa Andersen og Maria Corydon, samt en veloplagt Ole Boisen, der spiller med stor energi.

Forestillingen anbefales fra 6 år – en aldersgrænse der måske er lidt lavt sat. Min datter på 7, var ikke helt overbevist om at det var en god idé med alle de voldsomme drab undervejs, selvom hun var opslugt under hele forestillingen. Og dette leder mig frem til en anden pointe. Instruktør Birgitte Næss. Schmidt har castet mænd og kvinder ca 50/50, i en forestilling der oprindeligt er en næsten ren mandeforestilling. Undervejs var min datter meget optaget af netop kvinderne i forestillingen, og selvom det for mange kan virke som meget lidt, betyder det alverden for vores små døtre, at de altid er repræsenterede i farver og nuancer og som hele mennesker på scenen, på skærmen og hvor som helst ellers.

Skatteøen er et medrivende, ægte eventyr med onde og gode, men også med alt det, der ligger lige midt imellem. Holdet er utroligt velspillende og forestillingen fortjener at få succes endnu en gang. Alt fra musik over scenografi og koreografi til personinstruktion går op i en højere enhed. Splitte mine bramsejl, femten mand på en død mands kiste og en hel flaske rom – få fat i en billet inden det er for sent!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Gudmund Thai

Inviteret