Arven – del 1.

Jeg indrømmer gerne, at jeg allerede havde smugkigget på anmeldelserne, da jeg satte mig i stolen i Skuespilhuset, for at se 1. del af marathonforestillingen: “Arven”. Derfor var mine forventninger skruet godt i vejret og selvom det ikke altid er en god ting, kan jeg dog allerede afsløre, at alt blev indfriet og mere til.

Forestillingen er nemlig af en helt særlig støbning, for det første fordi den er så lang – 8 timer, hvis man ser det hele samlet – eller 2 afdelinger af ca 3,5 – 4 timer. Omend jeg virkelig godt kunne tænke mig at se det hele samlet, var denne teatertur en relativ impulsiv beslutning og derfor købte jeg kun billetter til del 1 og tænkte: “Så kan jeg jo altid lade være med at se del 2, hvis det er noget skidt.” Men billetterne til 2. del er booket, for det var ikke noget skidt. Tværtimod.

Der er mange lag i den historie som dramatiker Matthew Lopez tager sig god tid om at fortælle. På overfladen handler det om en gruppe af homoseksuelle mænd, der gerne vil skrive en bog og fortælle deres historie. En historie om hvem de er og hvad de kommer fra. Men historien får ikke fat, før de i bedste metalagsstil får hjælp af den afdøde forfatter Edward Morgan Forster (Morgan), der undertrykte sin seksualitet hele livet. Morgan hjælper dem ned i karakterernes dybder og stiller hele tiden spørgsmål til deres motivationer. De unge mænd spiller karaktererne frem og på denne måde væver vi os ind og ud af metalag og fortællelag på en ganske ferm måde. De fleste af de medvirkende er således også på scenen det meste af tiden og når de ikke lige har replikker, kan man følge med i deres interessante baggrundsspil. Palle Steen Christensen har skabt en scenografi der minder om en forelæsningssal eller et teater i flere plataeuer og med god gulvplads.

Selve historien, som de unge mænd skriver, tager udgangspunkt i den selvudslettende og pleasende Eric, der er god til at lave mad og forbruge kultur og bor i en kæmpe og billig lejlighed i New York. Han er i et forhold med den mere destruktive Toby, der har skrevet en bog der har fornuftig succes og som skal skrives om til et skuespil. Vi møder hele deres omgangskreds af andre homoseksuelle unge, men da Eric får en relation til den ældre Walter, der bor i samme bygning som ham, åbner historien om AIDSepidemien i starten af 1980´erne sig op for ham og nogle spørgsmål om hans eget liv melder sig. Den yngre generation af homoseksuelle mangler ældre forbilleder – de er nemlig alle døde af AIDS. Walter er dog gået fri, men han fortæller hvordan han som ung mand tog de sygdomsplagede mænd som ingen andre ville have noget at gøre med, ind i sit hus og plejede dem i den sidste periode af deres liv. Walter sætter et gedigent aftryk i Eric, hvis balance forskubbes da han først må rejse fra den lejlighed der har været i familien i generationer og senere må bryde med Toby, kæresten gennem mange år, efter den unge Adam McDowell melder sin ankomst i deres liv.

Emil Blak Olsen, Alvin Olid Bursøe, og Jens Jørn Spottag spiller de centrale karakterer i denne fortælling og imens Emil Blak Olsen emmer af forsigtig og selvudslettende energi, der strammes op af en utrolig viden om kultur, giver Bursøe os en mere potent og eksplosiv Toby. De to balancerer hinanden, lige indtil balancen tipper og kaster Toby ud i en selvdestruktiv spiral, mens Eric går helt andre og nye veje. Spottag veksler mellem den ældre forfatterkarakter Morgen og naboen Walter, der fortæller Eric om AIDSepidemien. I begge roller spiller han med en fin tilbageholdenhed, men også med morsomme metareplikker, der giver øjeblikkelig comic relief. I det hele taget har de meget velskrevne replikker, oversat af Niels Henning Krag Jensby, ingen problemer med at glide af skuespillerne på en meget naturlig måde og der veksles mellem alvor og humor i en veldoseret cocktail. Nævnes skal også Jonathan Bergholdt Jørgensen som den unge Adam McDowell, der destabiliserer forholdet mellem Toby og Eric. Bergholdt Jørgensen har en indædt og sammenbidt fremtoning, der udvikler sig gevaldigt i løbet af forestillingen og han eksemplificerer nutidens fortsatte kamp med HIV og AIDS ikke bare som sygdom, men også som stigma.

I 1. halvdels allersidste scene åbnes der pludselig op for en hel ny dimension og denne anmelder gik fra forestillingen med våde øjne sammen med adskillige andre berørte publikummer.

Arven er kunst, når kunst er bedst. Den går et lag dybere end forstanden og sætter os i kontakt med de potente følelser, der er forbundet med historien om kærlighed, skyld, skam og sorg, så det rammer os på en helt anden og langt mere overvældende måde, end man nogensinde vil kunne læse sig til. Uanset hvilken seksuel orientering eller hvilken HIVstatus man har, så er dette en historie om at være menneske med alt hvad det indebærer, fortalt med en følsomhed og en lethed, der er rørende og som fik mig til at gå ud af teatret med alle mine følelser i et stort virvar. Jeg kvitterer med topkarakter til 1. halvdel af denne fremragende forestilling og glæder mig umådeligt og med let bæven til at se hvor det fører hen i 2. halvdel. Har du ikke en billet allerede, så er der stadig billetter at få og hvis du elsker teater, så er dette en forestilling du ikke må gå glip af!

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Palle Steen Christensen