Arven – del 2

Der er gået et par uger siden jeg så 1. halvdel af Matthew Lopez´ moppedreng af en forestilling og jeg har set en del andre forestillinger af svingende kvalitet i mellemtiden. Forestillingen føles alligevel frisk i hukommelsen og da jeg falder i tilfældig snak med min sidemand, der har set 1. halvdel bare et par dage før, kan jeg mærke, at indtrykket 1. halvdel har efterladt i mig, på ingen måde har fortaget sig. “Arven” er også en forestilling jeg har drøftet med en stor del af min omgangskreds og selvom vores udgangspunkt er forskellige, er der bred enighed; forestillingen er fremragende, en triumf for Det Kongelige Teater og ikke mindst for skuespilchef Morten Kirkskov, der vel sjældent har ramt noget der giver så gedigen genklang, som denne forestilling gør hos sit publikum.

Fortællingen tager fat hvor 1. halvdel slap; Eric Glass er i et forhold med Henry Wilcox, Walters enkemand og selvom forholdet er lidenskabsløst, udfylder de to mænd et tomrum hos hinanden. Erics venner bryder sig dog på ingen måde om den republikanske Henry og Eric bliver mere og mere isoleret. Erics ekskæreste, Toby, har fundet sammen med trækkerdrengen Leo og de er måske/måske ikke kærester. Sikkert er det i hvert fald at Leo har svært ved at sætte grænser når det kommer til sin egen krop og det får alvorlige konsekvenser for ham. Toby prøver desperat at kæmpe sig tilbage til et stabilt liv, men fejler miserabelt. Eric giver nyt liv til Walters gamle hus og hjælper Leo med at komme på fode. Efterhånden åbner Henry sit angstprægede sind op og Eric forstår, at den manglende lidenskab primært består i en frygt for at miste. Alle løse ender bliver bundet smukt og særligt rørende er den pludselige opdukken af Karen-Lise Mynster, der i rollen som Margaret, mor til en afdød, AIDSramt søn, fortæller om alt det hun aldrig fik sagt til ham.

2. halvdel af forestillingen kommer mere i dybden med karaktererne, ikke mindst på grund af nogle særdeles virksomme flashbacks, der giver os en dybere indsigt i Walter og Henrys forhold. Emil Blak-Olsen som Eric Glass og Morten Kirkskov som Henry Wilcox, er et umage par, der uden tvivl udfylder tomrum hos hinanden, men i samme åndedrag overdrager de også en del af deres personlighed. Eric er med sit særdeles udglattende og pleasende sindelag i overhængende fare for at blive udnyttet og selvom Eric og Henrys livsopfattelser er væsenforskellige, er de måske grundlæggende ikke så langt fra hinanden alligevel? Henry er en mand der gerne vil besidde, men hvad ligger til grund for dette? Og hvad gør det ved et menneske at blive besiddet?

Denne del af forestillingen tilhører dog i særdeleshed Jonathan Bergholdt Jørgensen, der som trækkerdrengen Leo, leverer en rørende og troværdig præstation, der aktiverer mit stærkeste beskyttergen. Bergholdt Jørgensen spiller Leo med en blanding af sejt håb og passiv modløshed, når han lader den altødelæggende Toby passere hans krop rundt til en fest i en grad så man nok ville tale om voldtægt, havde det været i 2023. Også hans vekslen med alter egoet Adam McDowell er imponerende og små detaljer i kropsholdning udgør en afgørende forskel mellem de to karakterer.

Emil Blak Olsen som Eric, får mere kant i 2. halvdel og finder for alvor ud af at sige fra overfor Toby. At han gør det på en modbydelig og nedrig måde er tåkrummende, for Eric er god, men samtidig føles det befriende, at han endelig siger fra. Jens Jørn Spottag er atter en fornøjelse og giver god tyngde i det unge cast.

Karen Lise Mynster er en forløsende karakter og sætter ord på det smertefulde der sker, når børn bliver forstødt af deres forældre, fordi de ikke levede op til forældrenes forventning om hvem de var. Der bliver snøftet højlydt rundtom i salen og med god ret, for Mynster er fremragende. Til slut er alt godt, alle sløjferne bindes med et drys af glimmer på bedste amerikanske beskub og selv Henry tager endelig lidt af Eric indenfor, både i direkte og overført betydning.

Jeg håber for dig, kære læser, at du når at se denne forestilling. Det er en once-in-a-lifetime oplevelse, både hvad angår kvalitet, men også hvad angår oplevelsen af at gå i teatret. Vi kommer til at kende karaktererne langt dybere end vi ellers kan nå på 2,5-3 timer; men ikke mindst opnår vi et fællesskab i salen og med skuespillerne, der giver en helt særlig energi som jeg aldrig har oplevet før. Det er teater i højeste karat.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Palle Steen Christensen