3 URNER I STUEN

Der står de altså. Ja. 3 urner. I stuen. Gaia Victoria Muñoz Rosbergs´s personlige historie om at være klemt blandt mor og far og papforældre i et fremmed land. En historie om at skulle håndtere døden i en meget ung alder uden vejledning og hjælp. En historie om hvordan dem der burde hjælpe, er for berøringsangste til rent faktisk at gøre det. En historie om at blive ladt alene i månedsvis i et fremmed land som 13 årig. Sydhavn Teater har fået fingre i den rå, morsomme og veloplagte tekst og har arbejdet med den i en ultrakort prøveperiode i en kollektiv skabelsesproces. Og nu er det altså premiereaften.

På scenen står Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De har lyserøde 80’er-træningsdragter på, med en ordentlig omgang bling på ærmet, der ville få min 5-årige datter til at blive grøn af misundelse. De tager tråden op fra ‘Ditte Menneskebarn’ og deler stykket igennem den samme hovedkarakter, mens de hver især supplerer med flere andre bikarakterer. Her slutter sammenligningerne mellem de to forestillinger så også.

Der går et øjeblik før forestillingen rigtig får luft under vingerne og jeg har i starten lyst til at gribe ned efter ørepropperne i min taske. Der råbes meget fra scenen. Skingert og unisont. 1 gang var fin. 2 også ok, men flere er for meget og særligt Dalsgaards skingre råben går lige i mine trommehinder og danner en fæl resonans. Heldigvis stopper råberiet relativt hurtigt igen. De trisser rundt på den lille scene inden i halve modeller af urner i kæmpestørrelser. Det er en smart scenografi, omend ikke særlig køn, men meget funktionel. Dalsgaards snaveri med publikum ud gennem et hul i siden er morsom og der er fine referencer til Samuel Becketts “Happy Days” i starten, hvor det eneste man kan se, er Dalsgaards hoved, der stikker op af den ene urne.

Jeg ægrer mig undervejs over, at forestillingen henvendes så meget til publikum, for P44´s lillebitte teatersal kan ikke rumme mere end 25-30 besøgende og tilmed er scenen eleveret, så skuespillerne spiller konstant ned til os. Det er som at se på en selfie af sig selv fra frøperspektiv i halvanden time. Ikke flatterende.

Men det er Lindegaard der brillerer i denne forestilling. Langt mere mangefacetteret og nuanceret end jeg tidligere har set hende, har hun godt fat om den ensomme og fortabte teenager, der egentlig bare længes efter, at en voksen tager ansvar. “Hvorfor tog hun mig ikke med hjem?” spørger hun, efter moderen har været på besøg og jeg er lige ved at hoppe op på scenen og sige: “Så kom da med mig hjem!” Det er utroligt rørende i mange passager, men også vredesprovokerende, for hvorfor er der dog ikke nogen der ser denne eksistens, der overlades til sig selv? Det er dejligt, at Lindegaard får lov at ligge det overspillede på hylden og hun leverer et fint portræt af en skrøbelig og fortabt pige.

Det handler om at finde sig selv i en verden, der ikke giver én en hjælpende hånd og det handler om hvordan familie altid har et større greb om os, end vi vil være ved. Og så handler det altså også om hvordan man ender med at have 3 urner i stuen.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Sydhavn Teater of 3 urner i stuen her.

📸: Lars Grunwald