In C

Terry Riley skrev musikken “In C” i 1966 og markerede begyndelsen på den minimalistiske musik. Musikken er særegen på den måde, at den består af 53 små stykker musik, som kan gentages lige så mange gange som den enkelte musiker vil. Musikkens dynamik ændrer sig fra opførelse til opførelse og det er op til musikerne at skabe den. Den tyske koreograf Sasha Waltz, har skabt en forestilling, der ligger sig i kølvandet på denne tanke.

In C, der er åbningsforestillingen på CPHstage, er bygget op af 53 koreografiske sekvenser, som danserne kan gentage så meget som de vil, med nogle helt faste regler. Musikken og koreografien fletter sig sammen og forestillingen improviseres i nogen grad frem. I disse to dage, hvor forestillingen spiller i skuespilhuset, akkompagneres danserne af Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Foran en gigantisk rød skærm, strømmer alle de medvirkende ind og går rundt, tilsyneladende ukoordineret, indtil musikerne finder vej til deres pladser og danserne langsomt folder deres koreografi ud. Frem og tilbage bølger dansen, af og til i synkrone sekvenser med flere dansere, der mødes i et kortvarigt rendezvous, men meget ofte bare to eller tre dansere, der danser sig vej henover gulvet i den samme sekvens. Danserne konvergerer og divergerer i en evigt flydende form. Undervejs bygger musikken op til flere crescendoer, men danserne på scenen følger, lidt forvirrende, ikke med.

Man kan vælge at betragte hele spektaklet på én gang, eller følge en enkelt danser for at se udviklingen i bevægelserne. Der sker noget alle steder, hele tiden, pludselig samler det sig for efter et kort øjeblik, at åbnes op igen. Der er noget meditativt over den lidt monotone musik og bevægelserne som man hele tiden skal koncentrere sig om at følge med i. Netop kravet til koncentration, er imidlertid også det svageste punkt i forestillingen, for taber man den, er det meget let at miste orienteringen.

In C er et interessant eksperiment og man kunne have lyst til at se forestillingen flere gange for at opleve foranderligheden. Den henvender sig i udpræget grad til mennesker, der i forvejen godt kan lide dans. Det er dog et meget intellektuelt værk, der kræver en del af sin tilskuer og netop det, er også værkets svageste punkt. Jeg føler mig dog medrevet langt det meste af tiden og da forestillingen er slut, går der et kollektivt suk gennem salen, somom alle har holdt vejret i en time. De bragende, stående, ovationer taler for sig selv.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Yamina Isla og Jo Glinka

Inviteret