This is not Romeo and Juliet

Titlen på denne forestilling er temmeligt retvisende. Det er virkelig ikke Romeo og Julie vi overværer på scenen. Det ER dog en forestilling om kærlighed. Om altædende, stormende og overrumplende kærlighed, om overfladisk kærlighed, og om inderlighed kærlighed, der måske får musikken til, for en stund, at lyde falsk, men som til gengæld giver intimitet og nærhed.

Palle Granhøj og Granhøj Dans har, sammen med 4 dansere og 2 musikere, skabt en forestilling der nok tager udgangspunkt i kærlighedshistorien mellem Romeo og Julie, men som udvider og udfordrer den. I centrum står to musikere – en kvindelig violinist og en mandlig cellist. I modsætning til når lyden blot kommer gennem højttalerne, giver liveoplevelsen af musikken på scenen en helt anden dimension til forestillingen. Celloens vibrationer i gulvet forplanter sig ud til publikumspladserne. Den bliver en fysisk tilstedeværelse i kroppen. Musikken er nænsom og blid men også voldsom og kaotisk, lidt ligesom kærligheden. Musikerne indgår i forestillingen som selvstændigt par og agerer sammen med danserne på scenen. De bliver medfortællere, sammen med musikken. Meget velfungerende.

De 4 dansere, danser sig ud og ind af kærlighedshistorier med hinanden. På kryds og tværs af alder og køn. Her er mange fine små historier, særligt i første halvdel af forestillingen, hvor både den modne kærlighed og den unge og generte kærlighed portrætteres. Alle historierne er dog kendetegnet ved et absolut begær og kærtegnene er mange. Sjovest er det, når det, der kysses, ikke er munden, men knæ, albuer og isse, eller andre steder på kroppen. Og selvom vi ikke er i tvivl om hvad der foregår, bliver de intime scener aldrig vulgære.

Anden del af forestillingen bærer præg af mange gentagelser og der er konstant kontakt mellem dansernes munde. Det bliver ensformigt i længden og forestillingen skifter karakter og bliver mere voldsom. Danserne samles i en slags rituel cirkel og danser sammen til Prokofievs letgenkendelige musik fra Romeo og Julie. Igen og igen samles de efter lyset har indvarslet endnu en omgang kædedans, og til sidst – dør de?

Palle Granhøj har langt hen af vejen skabt en interessant forestilling, der især skal roses for sine livemusikere og første halvdels nuancerede behandling af kærlighedens og begærets væsen. Desværre mister jeg lidt grebet om forestillingen til slut og dermed også engagementet i fortællingen. Det er virkelig ikke Romeo og Julie, men det er kærlighed, smuk musik og spændende dans og en lidt usammenhængende afrunding. Tilbage står alligevel en smuk fortælling og ikke mindst musik manifesteret fysisk i kroppen.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

Inviteret