Misantropia

Teatret Slotsgården gæstespiller med sidste års forestilling, Misantropia, på torvet foran Teater V, helt indtil først i september. Forestillingen er en (meget fri) fortolkning over Moliéres komedie Misantropen, fra 1666. I denne udgave, har den dog fået en ordentlig overhaling og er blevet bragt op til nutiden.

Hovedkaraktererne kommer, i Johan Sarauws iscenesættelse, til at hedde André og Celeste. Hvor André er en tænksom type, der går op i at sige sandheden for enhver pris, også selvom den gør andre kede af det, er Celeste en mere fri og socialt omgængelig kunstner, der er lige på randen af sit store gennembrud. De to danner et umage par og det går da heller ikke helt gnidningsfrit. For Celeste er flirtende af natur og det kan André ikke være i. At han selv også har flere tilbedere, virker til at gå hans næse forbi.

Jacob Moth-Poulsen og Emilie Rasmussen spiller de to hovedkarakterer. Faktisk møder vi dem allerede inden forestillingens start, hvor vi deltager i en kunstinstallation (Død over Patriakartet!) som Celeste står bag. Her flagrer de medvirkende rundt på må og få, dog ikke André, som vi først møder senere. Der er noget kældermenneskeagtigt over Moth-Poulsens André, der hvast kritiserer alt og alle uden egentlig selv at komme med brugbare forslag på løsninger eller ændringer. Hvor André har noget solidt over sig, har Celeste noget mere flagrende og man får en fornemmelse af, at hun er svær at fastholde og indfange og hele tiden har behov for at bekræfte og blive bekræftet af andre. Hun får overinvolveret sig med de mange kunstnere hun gerne vil indynde sig hos og ender til sidst med at være fanget ind af løfter hun umuligt kan holde.Undervejs fortrænges André mere og mere fra parrets hjem, der forandres til en stor kunstinstallation, i takt med at forestillingen skrider frem.

Man kan ikke komme udenom, at forestillingen, i passager, er særdeles morsom. Flere udvekslinger er knivskarpe. Her hjælper det, at hele holdet på scenen bakker de to hovedkarakterer op. Anders Manley er både Andrés udglattende ven Philip, men også en åleglat kunstner, der ikke vil andet end i bukserne på Celeste. Mathilde Lundberg løber med sladder som den rænkespindende Helene, der er hemmeligt forelsket i André, mens hendes norsktalende kunstner har en anderledes rodfæstethed i den kærlighed, der også er rettet mod André. Emil Hyldeborg får modsætninger til at mødes som spirende digter, der ikke kan tåle at høre sandheden og den navlepillende og særdeles flagrende kunstven, der er medlem af Celestes entourage. Endelig virker Simone Harvlalds karakter til at have røget lidt for meget fjolleurt – kronisk.

Misantropia har stort potentiale, men hæmmes af mange og lange monologer og tunge udvekslinger, der også gør forestillingen lang og lidt kedelig i passager. Den er dog, på sine steder, utroligt morsom, og skuespillerne skal have stor ros for både at udholde larmende brødvogne, der kører henover asfalt og togenes høje tuden lige i nærheden. Der er meget godt at komme efter her, særligt i alle de metalag der tårner sig op. Alt kritiseres, men kritikken drukner i en, ikke særlig stram, forestilling, der simpelthen bliver for tung. Dog alligevel en fornøjelig aften i Valby.

⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Karoline Lieberkind

Inviteret