Her er Hvad Vi Ved – en forestilling om kvinder

På Copenhage Acting School, spiller afgangsholdet 2024 deres midtvejsforestilling. Forestillingen har de 5 kvinder selv udviklet, sammen med instruktør Therese Damsgaard Manley. Det handler om kvinder og forestillingen er, efter eget udsagn, en rå og humoristisk udforskning af kvindemenneskets mangfoldighed.

I hvide, uskyldige kjoler, står de 5 kvinder på række foran os, tilsyneladende uplettede. Snart vælter ekskrementer i bogstaveligeste forstand ud af dem sammen med morfrustrationer, mindreværd og krænkelsesoplevelser. Klædt af til skindet bliver de og klædt på igen.

De 5 kvinder spiller i hver deres eget lille rum i en sparsom scenografi med en gynge, et sæt ringe og et Rapunzelagtigt tårn. Ud af tårnet kommer dog kun toiletpapir og ikke skønt langt hår. Svea Lind Ditlevsen skal tisse uden at kunne komme til det og mens blærespændingerne tårner sig op, øges frustrationen indtil hun endelig giver slip på vandet. Samtidig agerer Anja Østerby Hansen en slags fortæller og taler, af uvisse årsager, i en mikrofon. Hun kommer vidt omkring, men den stærkeste præstation er fortællingen om overfaldet i uhyggehuset. Hannah Maria Roos byder os indenfor i moderskabets mange facetter mens hun kravler rundt med overraskende adræthed i et par ringe der er spændt op under bjælken i loftet, mens Søs Uldall-Ekman begraver sig selv i lister, der hverken hjælper hende frem eller tilbage. På en gynge kaster Liva Sohn Jensen sig ud i det ene seksuelle eventyr efter det andet, inklusive flødeskum og forfejlede forsøg på intimt samvær med fremmede personer af flere køn.

Det er dog meget lidt nyt i forestillingen, der kommer til at reproducere mange klicheer. Her møder vi kun frustrerede og mindreværdsramte kvinder, der ikke helt kan få livet til at fungere. Her møder vi kun dårlige intime relationer og dysfunktionelle forhold. Hvis denne forestilling virkelig er hvad vi ved om kvinder, er det lige til at blive deprimeret af. Godtnok afslutter de 5 med en pointe om, at vi alle er mennesker, men en tydeligere modvægt til de utroligt mange klicheer der vælter frem, ville klæde forestillingen gevaldigt. Jeg får flashback til 00´erne Nynnefilm, der heller ikke ligefrem gjorde noget godt for kvinder.

De kommede skuespillere gør hvad de kan og man fornemmer, at der ikke er nogen der er stoppet op i processen og har spurgt sig selv om det de arbejdede med, var godt og nuanceret nok. Her har instruktør Therese Damsgaard Manley et stort ansvar. Min påstand er, at vi ved langt mere om kvinder end det der præsenteres her og at det er langt mere nuanceret og knap så mindreværdsramt som denne forestilling fremstiller det. Heldigvis.

⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Kevin Balaz

Inviteret