Madame Butterfly

Det er smukt at bevidne publikums koncentration, selv på 3. balkon, hvor jeg fredag aften sidder for at se Puccinis tragedie Madame Butterfly. Heroppe under loftet kondenseres følelserne, de kondenseres helt ind i mine øjne og manifesteres som tårer ned af mine kinder.

At det er Puccini vi ser, fornægter sig ikke. Her er store følelser på spil, ledsaget af melodisk og smukt orkestreret musik, der ikke kun taler til forstanden, men direkte til sjælen. Historien om den japanske geisha Cio-Cio-San, der sælger sig i ægteskab til den amerikanske soldat B.F. Pinkerton, der på sin side gifter sig med hende mest for underholdnings skyld og som kan opsige kontrakten med en måneds varsel, bliver idag mere end en god historie. Den bliver også et kritisk blik på Vestens kolonialistiske fortid. Er man velbevandret udi populærkulturen, vil man også kende historien fra Jean-Michel Schönberg of Alain Boubills musical Miss Saigon, der ikke bare låner historien, men også en hel del strofer fra musikken.

Karah Son spiller Madame Butterfly og hun rummer både stor naivitet og ynde, men udvikler sig igennem historien til den kvinde, der ikke ser nogen anden udvej end at begå rituelt selvmord – Harakiri – for med ære dør den der ikke kan leve med ære. Hun lader Pinkerton tage den 2- årige søn med til USA, hvilket han lovformeligt har ret til. Vokalt rummer hun stor vidde med en glasklar klang i toppen, og god fylde i bunden.

Scenografisk befinder vi os på et museum over japansk kultur. Væggene køres ud og ind og scenen er snart fuld af luft, snart mere klaustrofobisk. En ung mand kredser rundt og bliver undervejs berørt af det der foregår. I starten er det svært at placere ham, men efterhånden som handlingen skrider frem, står det klart, at det er den voksne søn, der genoplever sin afdøde mors liv og udforsker sin egen japanske arv og sine traumer. Men det er ikke kun genstande der udstilles. Nej, selve kulturen udstilles og da vi går ud til pausen er Cio-Cio-San udstillet og spiddet i sin egen montre og går sin undergang i møde, for alle ved, at sommerfugle dør, når de bliver taget til fange.

B.F Pinkerton synges af Evan LeRoy Johnson. Det er den rolle i forestillingen der har den allermindste udvikling og han er mest facilitator for Butterflys historie. Han forstår aldrig hvor dybt ægteskabet med Cio-Cio-San stikker for hende – for ham er det bare underholdning. I musikken afbrydes han uafladeligt af den opulente amerikanske nationalhymne. Her er ingen forståelse for kultur, her er kun interesse i at erobre og indlemme.

Hyona Kim synger tjenestepigen Suzuki, der forsøger at afværger den grusomme harakiri. Heldet har hun ikke med sig, men hendes fortvivlelse er hjerteskærende. Kyungil Ko vækker ærefrygt som den traditionsbundne japanske onkel Bonze, der fordømmer Butterfly, så hun bliver udstødt og ender med at være uønsket både i sit hjemland og sit “nye” land.

Madame Butterfly i Floris Vissers opsætning, er ikke bare smuk, den er også en udstilling af Vestens ødelæggende handlinger overalt i verden – erobr og besid! Men helt uden respekt. Det kongelige kapel spiller, i vanlig stil, sikkert og overrumplende smukt med dirigent Paolo Carignani i spidsen. Madame Butterfly kan sætte vandværkerne igang, selv hos den mest resistente operahader. Og det er ikke så lidt – men det kan Puccini!

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Miklos Szabo