Tjener for To Herrer

Der er dømt farce i Skuespilhuset, hvor Andreas Jebro i øjeblikket har hovedrollen i Goldonis klassiske Commedia dell´Arte inspirerede skuespil, skrevet i 1700-tallet. Med Viktor Tjerneld ved roret som instruktør, er der dog ikke udelukkende dømt farce, selvom den godtnok er dominerende, men Tjerneld har genskrevet den gamle italienske komedie og har, som sædvanligt, fingrene dybt ned i samfundskritikken.

Det er en klassisk forvekslingskomedie, med gedigne slapstickelementer, der løber af stabelen på Store Scene. For tjeneren Truffaldino (Andreas Jebro) prøver, som freelancetjener, desperat at klatre op af en ikkeeksisterende karrierestige, mens han, med manglende held, forsøger at brødføde sig selv med krummer og det der er værre, samlet op fra jorden. Hans ene herre, er i virkeligheden en kvinde, nemlig Beatrice (Sara Fanta Traore). Hun udgiver sig for at være sin bror, Umberto, der ved en fejl, er blevet dræbt af hendes elskede, Florindo (Peter Zandersen), som hun nu leder efter. Traore skifter ubesværet mellem brysk mand, der har solgt et væld af marmorkugler til byens bedsteborger Pantalone (Tina Gylling Mortensen) og den forsigtige kvinde, der søger kærligheden. Truffaldino påtager sig et ekstrajob, uvidende om, at hans anden herre i virkeligheden er Beatrices elskede, Florindo. Den brovtende Pantalone, ser mest sin datter Clarice (Laura Skjodborg), som økonomisk transaktion der er lige ved at slå fejl. Clarice og Silvio (Magnus Haugaard) er morsomme som de sangvinske unge, hvis passion er flygtig, også når blodet sprøjter. Silvios far, Doktor Lombardi (Thomas Mørk), øjner en mulighed for ægteskab mellem hans søn og Pantalones datter, da Umberto, der ellers er hendes tilkomne, meldes død. Stor er overraskelsen da Umberto pludselig står på dørtrinnet. De troede jo han var død. Mørk spiller også drageren med en slående lighed med nutidens cykelbude. Kroværtinden Brighella (Niels Ellegaard) er en metakommenterende matrone og Smiraldine (Christine Gjerulff) er en mamorkuglslæbende og usynlig kvindelig tjener.

Det er dog Andreas Jebro, der gør sig mest bemærket som tjeneren der forsøger at holde skjult, at han dobbeltjobber. Først morsom og knivskarp udi sin kropslige komik, men efterhånden som forestillingen skrider frem, mere og mere desperat efter det måltid, der vedvarende loves, men aldrig leveres. Han bevæger sig på udkanten af et samfund, der lukker sig om sig selv. I denne forestilling lukker det sig også helt fysisk, for scenografien af Franciska Zahle kan klappes sammen som en anden Pandoras æske og Jebro bevæger sig på ydersiden som den outsider han nu er. Ikke værdig til det gode selskab, der dog alligevel gerne vil gøre brug af hans ydelser. Til slut i forestillingen vælter han bogstaveligt talt rundt, omtåget af sult og dem, der har mulighed for og råd til at hjælpe ham, gør det ikke. De ser ikke nøden, der ligger lige der for deres fødder og som de, med et snuptag, kunne afhjælpe, hvis de ville. Istedet byder de på floskler om arbejdsomhed og om at undgå offerrollen. De, der aldrig får brug for at være ofre, fortæller andre, at de ikke må være det.

Da vi når til denne del af forestillingen griner undertegnede anmelder stadig, men der har også sneget sig en klump i maven ind. For hvem er jeg egentlig på denne scene? Når sandheden skal frem, er jeg nok mest en del af det selskab, der lukker sig om sig selv og ikke formår at se nøden der hvor den er. Av av. Hvem kunne vide at en gammel italiensk farce kunne bringe sådan nogle erkendelser i 2024?

Viktor Tjerneld er, i hvert fald i mine øjne, en af Skandinaviens mest spændende instruktører. Han insisterer på samfundskritikken og gør det med en elegance og lethed, der alligevel rammer dybt ind i den dårlige samvittighed. Hans tidligere forestilling, Spejlmanden, er den vildeste forestilling jeg endnu har set på en scene, og med Tjener for to Herrer demonstrerer han igen hvor interessant en instruktør han er. Århus Teater har netop annonceret, at han skal instruere the Sound of Music hos dem næste år og den er fluks kommet på listen over forestillinger jeg må se i næste sæson.

Tjener for To Herrer er ikke bare farce, den rummer også en dyb samfundskritik, både på system- og individplan. Man morer sig ganske vist, men går fra salen med stof til eftertanke. Forestillingen er fremragende castet og i det hele taget er det bare en fornøjelse at være vidne til teater, der har noget på hjerte og som tilmed er udført med udtalt elegance. Jeg kan varmt anbefale at købe billet, og hvis du ikke kan nå det, så se om du kan fange en af Viktor Tjernelds andre forestillinger. Her går man aldrig forgæves.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese