Koreorama nr. 01

Koreorama er en del af Den Kongelige Ballets koreografudvikling, der skal udvikle nye og mangfoldige stemmer indenfor balletten. På denne aften får tre unge koreografer lov til at præsentere deres egne værker. Fælles for dem, er kærligheden til balletten, men bortset fra det, er værkerne vidt forskellige. Inden hvert værk, ser vi en kort intro på en skærm, hvor koreograferne og de medvirkende fortæller om deres arbejde med værket. Her anmelder jeg værkerne hver for sig, da de er så forskellige, at andet ikke giver mening.

Passengers of Passing Moments

At fortabe sig i minder, er nok ikke ukendt for nogen. Med dette afsæt har Tara Schaufuss skabt et æstetisk, smukt og sanseligt værk. En enlig kvinde, klædt i gråt, sidder ensomt på en bænk. Men i hendes hoved udspiller en historie sig. Eller måske rettere mange historier, flygtige og svære at fastholde. På scenen er danserne klædt som kvinden og hendes elskede, men i stærke farver. Det handler om smerte og kærlighed. Med en blid nænsomhed bevæger danserne sig, snart som ét, snart individuelt. Som akkompagnement sidder Josefine Opsahl i enlig majestætisk figur med sin cello på siden af scenen. Hun sampler sig selv igen og igen og skaber intens og stemningsfuld musik, der understøtter og supplerer historien med stor grundighed.

Passengers of Passing Moments er et utroligt smukt og organisk værk, der overrasker med virtuose scenebilleder og historiefortælling. At selve titlen også er et lille kunstværk i sig selv, giver en lille forsmag på kvaliteten. Det er virkelig nærværende og rørende dans, der sidder længe i mig efter endt forestilling.

⭐⭐⭐⭐⭐

Don´t Be Scared

Månen har igennem århundreder, ja måske årtusinder, været genstand for særlig opmærksomhed. Den er tilskrevet alt, fra særlig magisk styrke, til påvirkning af tidevandet. Koreograf Lorenzo Di Loreto, er fascineret af denne historie om et himmellegeme, der både har direkte og indirekte betydning for vores liv.

En månestråle kastes på scenen, og danserne bliver helt klart påvirket, når de træder ind i den. Den bliver mere omfattende og påvirker alle. Sorella Englund læser op fra digtet Oriah. Om at blive påvirket af det vi ikke kan styre, og om at tage chancer og at miste sig selv. Dansen er smuk og let at fortabe sig i og særligt Emma Riis-Kofoed og Holly Dorger skille sig ud. Det er smukt og florlet og det talte ord supplerer dansen, for hvad er vi, hvis vi ikke engang imellem taber os selv og vover os ud på dybt vand?

⭐⭐⭐⭐

Trois Nocturnes

Tobias Prætorius tager også udgangspunkt i natten, men i et mere abstrakt afsæt, nemlig en serie af malerier af James Abbott Mcneill Whistle, omhandlende natten. Tilsat musik af Debussy´s Nocturner, vil Prætorius vække malerierne til live.

To imposante koncerteklaverer er placeret på scenen i lige linie overfor hinanden. De to pianister giver sig i kast med tangenterne, mens danserne bevæger sig frem på scenen. Stilen er mere klasssisk end de to foregående værker. Men det er også mere rodet og det virker flere steder som om danserne ikke er helt i sync med hinanden. Musikken er smuk, men et levende maleri bliver det ikke helt til.

⭐⭐⭐

Heldigvis er dette det første, af forhåbentlig, en række af koreoramaer, for selv om kvaliteten er svingende, så er det utrolig interessant at følge med i talentudviklingen og dette lover godt for dansk ballet!

Læs mere om forestillingen her.

📸: Henrik Stenberg