Farlige Forbindelser

Hvordan tager men en brevroman fra 1800tallet, om to libertinere og deres erotiske eskapader, og fører den frem til nutiden? Det giver Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller et bud på, hvis man tager til Skuespilhuset i løbet af januar og februar. Her spiller de nemlig “Farlige Forbindelser”. Kort fortalt, historien om hvordan de to nymfomaner og nydelsesmennesker, Greve de Valmont og Markise Merteuil, der har et lidt aparte venskab, snører alle omkring sig, og ikke mindst sig selv, ind i et erotisk rænkespil, der smadrer alt og alle på dets vej.

De spankulerer rundt i et giganstisk showroom og paraderer deres forskellige produkter. Som en influencer fra nutiden, hvor prisen for at følge med, altid er reklame for et mere eller mindre lødigt produkt. Bente Lykke Møllers scenografi er helt enkel, men jeg ved alligevel med det samme, hvor vi befinder os, da tæppet går fra. Sceneskiftene byder på hårdtpumpede bizarre dansenumre udi popgenren, der brat ledes over i spillede scener, hvor karaktererne sidder på hver deres hvide puf, uden rigtigt at komme i kontakt med hinanden. De har, så at sige, hver deres piedestal og formår aldrig at komme væk fra den. Sceneteknikerne, der skubber lidt rundt på scenografien, ser træt på de skabede individer, mens de forsøger at passe deres arbejde.

Staffan Valdemar Holm brillerer med dette greb, der ikke bare gør forestillingen morsom, men skaber uhyggeligt meget genklang til hverdagen, hvor intriger, overgreb og børnebortførsler, der udbasuneres til vores alles nydelse, er en del af hverdagen.

Det er destruktive kræfter der er på spil. Casper Crump som Valmont rummer en skræmmende kynisme. Han er et farligt rovdyr, der groomer den unge Cecilé (13 år!) og forfører hende. For hendes egen skyld, så hun kan blive en god hustru, forstås. Det virker nu ikke som om hun i udpræget grad kan lide det. Men forestillingens helt store oplevelse, er Birgitte Hjorth Sørensen som den kyske madam Tourval, der længe modstår Valmont, lige indtil hun ikke kan længere. Altid halvt siddende, halvt stående, er Hjorth Sørensen både morsom, men besidder også en desperation, en følelsesrigdom og en bevidsthed om handlingers konsekvenser, der er et fint modstykke til Valmont og Merteuil.

Stephanie Ngueyn og William Halken, som henholdsvis den prostituerede Émilie og den unge, naive Danceny, er især herlige i sceneskiftene, hvor de på hver sin måde præsterer en helt særlig kropslig tilstedeværelse. Ulla Henningsen er smuk og Tammi Øst er vulgær og forførende på samme tid. I det hele taget er skuespillerholdet på denne forestilling stærkt.

Staffan Valdemar Holm har skabt en skarp satirisk kommentar til nutidens samfund. Det er morsomt og tankevækkende og ikke mindst grusomt. Holdet på scenen leverer storartet underholdning, men formår også at bevare nuancer og alvor. Det er skuespil, når det er bedst. Forestillingen er en udsøgt fornøjelse og spidder samfundsånden med en isnende præcision, så vi på tilskuerrækkerne griner højlydt og krummer tæer samtidig. Mine varmeste anbefalinger.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese