Frankenstein

Jeg er kommet til at forvente en del af Why Not Theatre Company og i særdeleshed deres husdramatiker Tanja Mastilo, der brændte sig ind i min bevidsthed med den fænomenale: “The Cheyenne are leaving” i 2020.

Tanja Mastillo har i denne ombæring taget fat på at nyfortolke Mary Shelleys historie om Frankensteins monster. Oprindeligt en historie med gravrøverier, kemikalier og elektricitet. I denne version er Dr. Victoria Frankenstein en kvinde, der via eksperimenter, ønsker at skabe det perfekte menneske i sit eget billede. Dermed vil hun skabe en helt ny race, der ikke dør, kun har brug for meget lidt næring, men først og fremmest er smuk og perfekt og frem for alt uden tegn på aldring.

De tre skuespillere sætter hver især deres personlige præg på forestillingen. Nathan Meister er i vanlig stil en fornøjelse og jeg er glad for at vi får mere at se af ham end hans høje hat i Happy Days. Sue Hansen-Styles spiller, med en rolig tyngde og en ganske stor adræthed, det monster som ingen kan holde ud at se på. Jessica O´Hara-Baker giver Victoria Frankenstein et mørke, en uforsonlighed og et storhedsvanvid, der gør os i tvivl om hvem der i virkeligheden er monsteret.

Tanja Mastilo har ikke bare skrevet manuskriptet, hun står også bag de karakteristiske kostumer. Hun trækker på historiens oprindelse og får implementeret det gotiske i forestillingen. Kostumerne har mange små detaljer, som man gerne ville kigge efter i sømmene og jeg ægrer mig over, at Edwards bryllupsvest aldrig kommer på, så vi kan se den i fuld udfoldelse. Peter Rasmussens scenografi af hvide klæder, hvor der projiceres video på, fungerer rigtig fint, om det er snestorm, dnastrenge eller vlogs vi kigger på.

Det helt store spørgsmål for mig i denne sammenhæng er, om forestillingens projekt står klart? Jeg satte mig ind i teatersalen uden at have læst introduktionen til forestillingen særlig grundigt og var derfor ikke afklaret med præmissen om alderdom vs ungdom og skønhed, på forhånd. Derfor undrede det mig gevaldigt, da den pæne ældre dame, der kravlede ud af Victoria Frankensteins kunstige fosterhinde, blev opfattet som et uhyrligt monster, der ikke bare blev udstødt af sin egen skaber, men også af samfundet. Udstødt i en sådan grad, at hun fostrede et had så stort, at hun måtte dræbe alle sin skabers nærmeste. Jeg kunne ganske enkelt ikke forstå hvad det var, der gjorde denne ældre dame til sådan en frastødende skabning. Muligvis ville jeg have forstået det, hvis jeg havde læst introduktionen, men teater man skal have skåret ud i pap på forhånd, fungerer bare ikke.

Der er mange ting der fungerer godt i denne forestilling, men budskabet og perspektiveringen til nutidens evige søgen mod ungdommen går direkte henover mit hoved. Jeg ville ønske det fremgik tydeligere og jeg ikke blev nødt til at læse mig til det i introduktionsteksten. Min forstand forstår projektet, men pointen undslipper i udførelsen.

⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Frankenstein her.

📸: Laura Ioana V.