Cabaret – Nyborg Voldspil

Det er er ikke voldspillernes skyld, at publikum kollektivt begynder at skramle med tasker og sidde uroligt midt inde i 1. akt af årets voldspil. Det er tværtimod det regnvejr, der begynder blidt, men snart fylder luften med vand og genererer vindstød, der får rekvisitter til at flyve rundt på scenen. Det ER til gengæld voldspillernes skyld, at de med imponerende professionalisme tager det i stiv arm og spiller videre somom alt var i den skønneste orden. Regnvejret er heldigvis overstået efter pausen og efter en god svabretur, er scenen også sikker at befinde sig på igen.

Cabaret er årets forestilling. Et lidt mere dystert valg end vanligt, men ikke desto mindre aktuel. Selvom handlingen foregår for godt 100 år siden, trækker den mørke tråde til vores samtid. Den amerikanske forfatter Cliff Bradshaw, kommer til Berlin i starten af 1930´erne og møder Sally Bowles i the Kit Kat Club, hvor hun optræder. Her er den mystiske, farlige, men også tiltrækkende Emcee konferencier og våger over begivenhedernes gang. Bowles og Bradshaw udvikler en romance, men da nazismen bliver mere og mere tydelig, må den enkelte træffe bevidste eller ubevidste valg, der kan vise sig at være skæbnesvangre.

Cabaret er en hjørnesten i musicalhistorien og mange vil kende filmen fra 1972 med Liza Minelli som Sally Bowles og Bob Fosses karakteristiske koreografi. Personligt var det den første musical jeg så som præteenager og selvom jeg ikke forstod vingefanget af handlingen, så forstod jeg musikken og følelsen af at have overværet noget vigtigt. Idag ser jeg skræmmende tråde fra 1930´erne til vor tid, hvor lignende strømninger gør sig gældende. Stigende nationalisme, politisk uro og en udtalt apati bland almene mennesker. “Det er bare politik, det vedkommer ikke os”, som Sally Bowles udtrykker det.

Nyborg Voldspil går til materialet med et imponerende gåpåmod, for forestillingen er ikke let at forløse med sin fjerlette overflade og sine mørke dybder. Det kræver mere end falden-på-halen-komik, men heldigvis har voldspillet et professionelt hold bag forestillingen. Instruktør Jesper Dupont har med stor finesse nyoversat hele forestillingen, men har formået at beholde en hvis dekadence i sproget, der heldigvis ikke bliver alt for anakronistisk. Sanginstruktør Johnny Jørgensen har rigtig mange fine stemmer at arbejde med og arrangementerne lyder af stor musical. Koreograf Peter Friis har god hælp af Anete Lotus Jensen og sammen har de skabt en koreografi, der formår at ordne scenens mange medvirkende, så det ikke roder. Samtidig skaber koreografien liv og fokus der hvor det skal være og store optrin der hvor de hører til. Bob Fosse anes som inspiration, men koreografien er klart voldspillets egen. Orkestret, under ledelse af Tuomas Korhonen spiller Kanters musik stramt og fornøjeligt.

Men den store ros skal gå til alle de medvirkende på scenen. De fleste er amatører, men her er alligevel mange års erfaring og vi finder både store skuespilpræstationer og stemmer i ensemblet. Benjamin Holmstrøm Nielsen står knivskarpt som konferencieren i the Kit Kat Klub, Emcee. Han har en farlighed og en tiltrækningskraft, der sammen med at androgynt udseende og utroligt mange flotte kostumer, skabt af Michael Nøhr, skaber en kompleks og allestedsnærværende karakter, som det er svært at få nok af. Det er skønt at se Nielsen folde sig ud som andet og mere end vinduespudser. Han er sublim i “The Money Song”, der også byder på spændende scenografiske valg af Camilla Bjørnvad, hvor et akvarie med mennesker kæmper om maddingen – en pengeseddel på en fiskestang. Scenografien er i øvrigt uden den store dynamik og selvom den røde scene suppleres med forskellige rekvisitter der køres ind og ud, får voldspillerne lidt svært ved at spille den ordentlig op.

Sally Bowles spilles af Louise Dencker Rasmussen, der formår at synge partiet uden problemer og med stort overskud, men jeg har svært ved at mærke hendes lidt pjattede Sally, når det for alvor begynder at gøre ondt. Cliff Bradshaw forløser Mikal Korsgaard Larsen, først naivt, men senere er han den eneste, der som udefrakommende, ser klart. Larsen har en dejlig ro, selvom man savner lidt modstand, da han får tæv i 2. akt. Den pragmatiske Fräulein Schneider får en vidunderlig dybde i Merete Beltofts gestaltning og man græder, når hun synger om hvordan hun er kommet igennem en revolution og en krig ved at krybe langs panelerne. I sidste ende koster hendes opportunisme hende kærligheden. Lasse Rasch er Ernst Ludwig, der er jovial, men gemmer ideologiske dybder der snart skal opsluge hele Tyskland, på sit skjorteærme.

Cabaret er et modigt valg for Nyborg voldspil og forløses med en imponerende professionalisme og fremragende enkeltpræstationer, der løfter forestillingen op på et meget højt niveau. Selvom vejrguderne ikke helt var med på premiereaftenen, var det ikke til at tage fejl – Nyborg Voldspil giver os igen bragende flot teater, der giver stof til eftertanke og en på opleveren!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Nyborg Voldspil/Ard Jongsma.

Inviteret