Vi Betaler Ikke!

Det er ikke bare moden der gentager sig, det er åbenbart også historien. I hvert fald ligner verdenssituationen idag den der var i 1970´erne, da Dario Fo og Franca Rame skrev manuskriptet til denne forestilling, hvor krig og inflation påvirkede almindelige menneskers købekraft ret betydeligt. Lyder det bekendt? Det er lykkedes for instruktør Joy-Maria Frederiksen m.fl at bearbejde den satiriske komedie lige ind i 2020´erne, inklusive “Lev me´ det” og samfundssind.

En dag stormer en gruppe kvinder det lokale supermarked, da priserne endnu en gang er sat op. Mens de råber “Vi betaler ikke”, river de varer ned fra hylderne. Efterfølgende må de se konsekvenserne i øjnene, for hvad gør man egentlig med poser med stjålet hundemad, undulathirse og frosne kaninhoveder? Forklædt som gravide med indkøbsposer på maven, forsøger de at undgå politiets ransagninger, men får dog forklaringsproblemer overfor deres mænd, der har lidt svært ved at acceptere deres koners pludseligt højgravide maver. Herfra går farcen over stok og sten og der er lagt i kakkelovnen til mange grin.

Scenograf Benjamin la Cour har fået begrænset scenerummet så meget, at det føles lige så klaustrofobisk som karakterernes liv. Med kæmpe gasbetonvægge der trykker fra neden og fra oven og med en ildevarslende intermitterende knagen, bliver scenografien både et reelt billede på armoden i karakterernes liv og et overført billede på samfundet, der knager og brager og truer med at vælte i grus.

I denne klaustrofobiske scenografi, hopper og danser de medvirkende rundt i deres adidassæt, imens den ene sandhed efter den anden serveres. Thomas Mørk besidder en mesterlig grundlæggende undren, som den regelrette mand, der har tapetseret indersiden af sit “kontor” (et klædesskab med indbygget lys), med en udgave af overenskomsten, som han ynder at nærlæse. Til sidst må han alligevel indrømme, at den eneste måde at følge loven på, er ved at bryde den. At babyer alligevel skulle ligge i saltlage livmoderen, vil jeg sent glemme og klukker stadig af, her et par dage efter forestillingen. Anne Laybourn bliver mere eller mindre uforvarende gravid med dagligvarer og hendes baggrundsspil er kosteligt. Mikkel Becker Hilgart giver os den ene gakkede figur efter den anden og lykkes med disse figurer i et forestillingsformat, der kan bære netop dette. Asbjørn Krogh Nissen har svært ved at tro på disse pludselige graviditeter og optræder som et broget modstykke til Thomas Mørks meget regelrette karakter. Lone Rødbroe, der sætter gang i det hele som den langfingrede husmoder, bliver lidt for ensformig både at høre og se på i længden.

Til sidst styrter det hele i grus, både bygningen og samfundet og sammen redder de medvirkende et væld af statister ud af den omstyrtede ruin, eller måske nærmere det omstyrtede samfund. De er alle i samme båd. Vi er alle i samme båd.

Vi betaler ikke! på Nørrebro Teater, er en morsom og gakket komedie, der endda også er satirisk, lige ind i samtiden. Opdateringen til nutiden er særdeles vellykket og holdet leverer langt hen af vejen nogle pragtpræstationer i de mange roller. Tempoet bliver dog lidt for svingende og forestillingen fungerer klart bedst i de gakkede sekvenser, men her morer man sig til gengæld også ganske kosteligt. Nørrebro Teater insisterer på det samfundsrelevante og det er skønt og forfriskende i et teaterlandskab, der meget ofte satser på de sikre valg, genopsætningen af den populære titel og de nemme penge. Stor ros for at tage livtag med og ville noget med den komiske genre, der i denne forestilling på ingen måde er letbenet.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Emilia Therese