The Wedding

Vi er kun i live fordi døden har glemt os. Men nogle gange føles det som om livet har glemt os. Men jeg vil ikke glemme livet.

The Wedding er et samarbejde mellem Blaagaard Teater og The Theatre of the Women of the Camp. The Camp, som kompagniets titel henviser til, er flygtningelejren Borj El-Barajneh, i Libanon. På bare 1 kvm2 bor 40.000 mennesker, de fleste fordrevet i krigen efter Israels selvstændighedserklæring i 1948. 70 år efter bor de stadig i lejren, nu med efterkommere og et hverdagsliv, men tilsyneladende glemt af omverdenen. Dramatiker og medstifter af teaterkompagniet, Sophie Hatem, har selv boet i lejren i 9 måneder og instruktør Jesper Pedersen, har besøgt den undervejs i samarbejdet.

The Wedding handler om et bryllup der skal afholdes. Måske lykkes det – med eller uden strøm – måske går det i vasken, som så mange gange før. Men det handler også om hvordan man som menneske finder ud af at eksistere i en tilværelse, der er ekstrem. Kvarteret kvinderne bor i, hedder Vredens Kvarter. Her skal de døde selv gå til deres grav, for gyderne er så smalle, at kisterne må passere oprejst igennem dem, eller alternativt smides henover hustagene. Vandledninger og elkabler løber side om side, som et ekstra tag henover de mange gyder. Strømmen kommer og går. Skud affyres jævnligt lige udenfor lejren.

Vi møder 5 kvinder, 3 generationer. De 2 ældste generationer husker Palæstina, husker krig og ufred, hvorimod den unge kvinde, Donia, der skal giftes, kender Palæstina som en historie der fortælles. Hun har boet hele sit liv i lejren Det afholder hende dog ikke fra at gøre sig overvejelser om fremtiden. “Kommer mine børn til at vokse op som flygtninge?” “Af og til føles det som om om livet har glemt os”, tilføjer hun. Hun drømmer om et outdoor bryllup med en seafood buffet, drømme der er så godt som utopiske i den snævre flygtningeby. Veninden Fayzeh, kommer uafladeligt vadende med blomster og efterhånden som forestillingen skrider frem, omdannes Lise Marie Birchs scenografi, med papirtynde vægge, murbrokker og plasticrør der bruges som vaser, til et smukt dekoreret sted, hvor man kan fejre glæden.

Samspillet mellem de 5 kvinder er skønt og man fornemmer deres skæbnefællesskab, men også deres kærlighed til teatret. Ingen af dem er skuespillere, men teatret skaber et frirum i en hverdag hvor man skal lede længe efter netop dette. Det er ikke bare teater. Det er overlevelse. Det er skønt når den ældre bedstemor Wafica er ved at dø af grin efter at have flashet sine bukser med røde påtegninger under abayaen og den yngre Donia er rørende i sine monologer, med en hjemmelavet lampe mellem hænderne, med skærm af gamle vandflasker og det kolde lys fra en skarp pære, der skinner lige ind i vores øjne og udfordrer os. Her er også plads til humor og drillerier, for hvem tager lilla læbestift på som det første om morgenen? Medmindre man altså, som Wafaa, skal på markedet og tale med bageren.

Forestillingen, der spilles på arabisk, men har overtekster på dansk, er ikke bare teater. Det er også liv for de kvinder der medvirker. Det er formidling til os som publikum, der får sat levende mennesker ind i en kontekst omkring noget, der for mange kun eksisterer rent teoretisk. Hvad er en flygtning? Hvordan lever man i en flygtningelejr? For disse kvinder er lejren alt andet end teoretisk, den er hverdag og selvom de fremstår overordentligt kompetente og humoristiske, er de også fortabte og glemte af omverdenen.

At forestillingen skriver sig lige ind i en politisk virkelighed, er en tilfældighed og forestillingen handler ikke om krigen i Gaza. Tværtimod handler den om glæde. Om hvordan man finder den og fastholder den. Om at finde glæden på trods. Forestillingen er en gave til det danske teaterpublikum, der sjældent er blevet præsenteret for så oprigtig og rørende en forestilling, som udspiller sig lige foran os. Vi får alle lov at slutte af med kædedans og “Lilililililich!” og det er umuligt ikke at glæde sig med kvinderne og med hinanden – bryllup eller ej.

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Catrine Zorn