Som i Himlen

Jeg kender ikke filmen fra 2004, som musicalen Som i Himlen er baseret på og det er formentlig en fordel for mig, kan jeg fornemme på de venner og bekendte, der kender filmen indgående og også har set forestillingen. For forestillingen er sin egen og ikke en kopi af filmen, hvilket man nok kunne forvente, da den ene jo er baseret på den anden. Filmen fra 2004 er skrevet og instrueret af Kay Pollak og blev i 2018 dramatiseret til scenen af Carin Pollak og har siden spillet rundt omkring i norden med stor succes.

Daniel Olsen er en lille, ultramusikalsk, nørdet dreng, fra en lille flække i nordsverige, hvor kristendommen vægtes højt og man helst ikke skal skille sig for meget ud. Derfor er han prygelknabe blandt landsbyens børn og da hans mor dør tidligt, opdrages han af sine skiftende musiklærere, hvilket nok gør ham til en dygtig musiker, men håbløs til resten af verden, i særdeleshed sociale relationer. Som voksen skifter han navn til Daniel Daréus og bliver en verdensberømt dirigent, men en dag falder han om på scenen med et hjerteanfald og tvinges til at trække stikket. Han tager tilbage til sin hjemby, nedbrudt, deprimeret og syg. Her kan ingen kende ham, men han møder sin onde ånd fra barndommen, Ronnie, der i mellemtiden er blevet en ond og voldelig ånd for sin familie, den kuede Gabriella og deres to børn. Han møder også præsten i kirken, der overtaler ham til at lede kirkekoret, der dog har en anden disciplin end han er vant til, men som også lærer ham, at der er mellemmenneskelig værdi i de talrige kaffepauser, de insisterer på at holde. Til gengæld hjælper han dem med hver især at finde deres egen grundtone og lytte til sig selv og dette sender rystelser ud i det lille samfund, hvor den spinkle orden bliver forskudt. Den syge Daniel forelsker sig i den boblende Lena og sammen med hende og koret vender han tilbage til den klassiske musiks hovedstad, Wien, for at deltage i en korkonkurrence. Hvad der sker herefter skal jeg lade være usagt for nuværende, men snøftene omkring mig var talrige.

Carsten Svendsen spiller den verdensfjerne og socialt akavede dirigent, der sammen med koret også finder sin egen grundtone. Vi ser ham indledningsvist dirigere Det Kongeligt Kapel, en fin detalje, som jeg ikke er sikker på alle lægger mærke til. Jeg har kun set Svendsen spille morsomme roller tidligere, han har givetvist spillet mere alvorlige roller, men jeg har ikke set dem. Det alvorlige og mere intense mestrer han dog (også) til fulde. Han bevæger sig på udkanten af det lille samfund og betragter, alle dens beboere, altimens den venstre arm og hånd konstant får signaler fra det ødelagte hjerte om, at alt ikke er som det skal være. Hans vekslen mellem brysk maestro og famlende, usikker dreng, er absolut hjertesskærende. Han får godt modspil af Sicilia Gadborg, der sprudler i rollen som den boblende Lena med de mange kærestesorger, men som alligevel får lokket den gode og følsomme mand frem i Daréus. Hun har lært at se det bedste i alle mennesker og sangen om englevingerne er meget rørende. Gadborg har en fin, tæt klang, helt forsigtig, men med højt til loftet i toppen uden at være usikker.

Maria Lucia får lov at vise lidt mere af sit dramatiske talent end normalt, som den kuede kvinde, der lever i et voldeligt forhold, som alle kender til, men ingen hjælper hende til at slippe ud af. Tavshedskulturen eksisterer stadig, men tilsidst står koret sammen og hjælper hende ud. Det er forfriskende at se hende som andet end den unge, forelskede ingenuous. Kristian Rossen er frygtindgydende som den afmægtige Ronnie, der har svært ved at håndtere sin kones nyfundne glæde og hans skift mellem kærlig far og højtråbende voldsmand, der bøjer sig truende over sit offer, giver mig myrekryb. Vi får ikke lov at høre meget af hans flotte stemme i denne forestilling, men hans nærvær på scenen gør indtryk alligevel. Cecilie Stenspil giver sin mand, sognepræsten Stig, (Jesper Lundgaard) kam til sit hår, når hun udfordrer hans eget hykleri, der får store konsekvenser for Daréus.

Der er så mange små sammenflettede historier i denne forestilling, mennesker, der er på hver deres rejse og som alle gennemgår en betydelig udvikling. Her kunne man også nævne Troels Malling som bøllen Arne, der prygler på alle, ikke mindst tykke Holger i Lars Arvads skikkelse, indtilhan endelig får sagt fra og hjulpet Gabriella frem til sin patosfyldte sang lige inden pausen. Mathias Hartmann Niclasen er virkelig troværdig som den udstødte, spastiske Thor, der endelig finder et fællesskab i koret. Mange andre burde nævnes, der er så mange dygtige mennesker i ensemblet, ikke at forglemme koret Vocalicious, der bakker op vokalt. Det hele foregår i en afdæmpet og enkel scenografi, der med sine skiftende perspektiver, leder vores opmærksomhed hen hvor den skal være.

Forestillingen byder på mange imponerende enkeltpræstationer, alle nævnt ovenfor, men alligevel fungerer den ikke helt optimalt som helhed. Forestillingens budskab om leve i det nu der er tilstede lige nu og at følge sin egen drøm, sin egen tone, er svært at sige imod. Men, som det ofte er, med film der er remedieret til scenen, så føles sangene visse steder påklistrede og handlingen skrider frem i et tempo, der er noget fodslæbende. Gabriellas sang griber mig ikke helt om hjertet, den sideløbende historie om det religiøse samfund foldes ikke ud så vi for alvor forstår den og får Daréus virkelig ingen behandling for sin sygdom? (meget mere om det nedenfor) Musikken fungerer til gengæld upåklageligt, men der er meget der stritter i mange retninger. Måske ville forestillingen begå sig bedre i et mindre rum end det store operahus. Et mere intimt rum, hvor man ville kunne komme tættere på skuespillerne og mærke deres kvaler tydeligere.

På trods af ovenstående indvendinger, har jeg har dog alligevel købt billet for at se den én gang til, noget, jeg ellers sjældent gør. Det plejer at betyde, at jeg er ikke helt færdig med forestillingen, at den alligevel har fået trukket mig ind i en historie, jeg ikke kan give slip på, så den kan måske alligevel noget jeg ikke kan sætte ord på. Hvorom alting er, er den værd at se, blot for hovedrolleindehavernes skyld.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Camilla Winther

 

KÆMPE SPOILER ALERT – hvis du ikke vil vide hvad forestillingen slutter med, så læs ikke videre.

Men ok – jeg har lige et par kommentarer til hele den her helbredssituation som hovedkarakteren, Daniel Daréus befinder sig i. For nu er det jo sådan, at jeg også er læge og det kan jeg altså ikke helt koble fra i teatret. Det undrer mig gevaldigt, at Daréus, der tydeligvis har hjertekramper (angina pectoris) gennem hele forestillingen, ikke er blevet udstyret med medicin til at afhjælpe det. Altså for Guds skyld, så giv dog den mand en nitrospray! Om han har frasagt sig behandling fortæller historien ikke noget om, men han virker ikke som en mand med et dødsønske. Da Daréus får sit fatale anfald i slutningen af forestillingen, i armene på sin elskede, accepterer hun bare situationen uden at gøre noget ved det? Altså seriøst, i Danmark ville det være strafbart ikke at tilkalde hjælp til en mand midt i fyrrerne, der lå med et massivt hjerteanfald, på tærsklen til dødsriget. Jeg ved godt, at Gadborg og Svendsen så ikke ville kunne spille deres hjertesskærende dødsscene, som de gør så fint, men jeg var personligt ved at rejse mig op og lede efter den nærmeste hjertestarter!

Men ok – det er bare teater, og som én sagde til mig, så skal musicalfolket lige hjælpe sig selv lidt før historien hænger sammen og det er måske rigtigt nok. Men vi ér ikke i Paris og det ér ikke La Boheme. Over and out for afsluttende nørdede medicinske bemærkninger.