Mødrenes Hus

Det er specielt for mig at overvære premieren på Mødrenes Hus på Mungo Park i Allerød. Både fordi jeg selv,som mor, har to fødsler bag mig, den ene lidt mere kompliceret end den anden, men også fordi, jeg kan tage de sundhedsfaglige briller på og betragte forestillingen fra en anden vinkel.

Men det, som Mødrenes Hus kredser om, er en anden, mere intuitiv, grundlæggende og ikke-klinisk forståelse af fødslen. For Rosa er højgravid – faktisk gået en del over termin og mens hun trisser rundt og gør klar i sit meget lidt rodfæstede liv, begynder babyen at melde sin ankomst. Rosas glade, jeg tager verden som den kommer-attitude, bliver dog snart afløst af en opløst, hallucinerende tilstand, mangel på kontrol, udløst af manglende fremgang i fødslen, et system der behandler gravide som en del i en produktionsmaskine og i takt med, at medikamenterne der gives bliver flere og flere, prøver Rosa at holde fast i en virkelighed, der bliver tiltagende uhåndgribelig og tåget og hvor hendes gravide bedstemor prøver at lede hende til Mødrenes Hus – et ikkekonkret sted hvor fødende og nyforløste kan samles og dele fælleskab. Forestillingen kredser om et fællesskab, der engang var og som er tabt i nutidens kliniske tilgang til fødsler og moderskabet. Tabt er barselsstuer, vidensdeling og omsorg for moderskabet, ind er kommet steriliteten, effektiviteten og ensomheden.

På scenen i Sofie Staals kliniske scenografi, med mange små hengemte poser, står Rikke Westi. Hvis hun ikke har vist det før, står det i hvert fald skrevet i neon efter denne forestilling, hvor fuldstændig fabelagtigt dygtig og mangefacetteret en skuespiller hun er. I 1 time og 20 minutter, ledsager hun os igennem et virvar af absurde hændelser, en bølge af komplicerede følelser og et væld af humoristiske bemærkninger. Hun mestrer de små skift fra overvældende afmagt til den desperate kamp for at klynge sig til virkeligheden. Hun spiller så utroligt detaljeret, at det er svært at forstå, at hun er ene kvinde på scenen. Hun bliver ikke kedelig at kigge på i ét eneste sekund.

Meningen med det scenografiske valg med de mange poser, der åbnes undervejs, samt en større, der hænges op i loftet, går lidt hen over hovedet på mig. At scenografien både kan være klinisk og drømmeagtigt på én gang, skyldes til gengæld i høj grad Casper Døis levende lysdesign.

Liv Nimand Duvås roman har fået en særdeles begavet bearbejdning til scenen med et kvikt og virkeligt veladapteret manuskript, i instruktør Nina Rudawskis bearbejdning. Alligevel får forestillingen ikke helt skovlen under mig, til trods for Westis ihærdige og imponerende præstation. Der bliver noget fremmedgørende i den lidt mærkelige scenografi og hovedkarakterens kamp og rejse bliver ikke fuldstændig forløst.

Mødrenes Hus er alligevel en særdeles central og vigtig kommentar, til en oplevelse som alle, der har født, har til fælles. En oplevelse, der kan være ophøjet og guddommelig, eller altødelæggende og depressionsfremkaldende. Forestillingen (og bogen) kalder på andet og mere end vores sundhedssystems negligering og forsøg på lyserødt coverup af en voldsom oplevelse. Den kalder på, at gå ind i moderskabet på en helt ny (gammel?) måde og dele den med den kollektive fødselsbevidsthed, der findes i vores urmenneske – den del af personligheden, som de fleste fødende får kontakt med under en fødsel. At give selve fødslen en hel forestilling for sig selv, falder på et meget tørt sted og vil være en vigtig oplevelse for alle, der har oplevet, at miste kontakt og kontrol med sig selv under denne. Rikke Westis præstation er værd at se forestillingen for og heldigvis spiller den lidt endnu på Mungo Park i Allerød.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Rumle Skafte

Inviteret