Timerne (The Hours)

Som teenager så jeg filmatiseringen af Paul Cunninghams bog “The Hours” i biografen. Det var en æterisk film med 3 fremragende skuespillere i hovedrollen, men det var også en lidt tung og svært tilgængelig film. Det Kongelige Teater sætter nu bogen op som skuespil og selvom den har spillet før, i Amsterdam, så er det danske remake sin egen, instrueret af Eline Arbo.

I denne version spilles de tre kvinder af Karen-Lise Mynster, Josephine Park og Sofie Gråbøl. De er hver især fanget i deres egen tid, fastlåste i nogle roller, som de på hver sin måde drømmer om at bryde ud af. På scenen er de også fanget, ja nærmest indkapslet, på den drejescene, som Pascal Leboucq´s scenografi er en del af. I forskellige tempi drejer og drejer scenen hele forestillingen igennem, som et tandhjul i et tidløst rum. Selve scenografien er holdt i okkergul og her går de medvirkende mellem hinanden, som gespenster fra forskellige tider, mellem genstande der kunne være fra en hvilken som helst tid. Af og til kommer den stillestående, midterste del af scenen til at ligne et ur, hvor de uendelige timer løber løbsk.

På siden står Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani. Udover at agere (smukt) musikalsk akkompagnement, kan de som de eneste, bevæge sig ind og ud af scenografien og udfylde talrige roller som ægtemænd, veninder og mere. Olaf Johannesen er fortælleren, men spiller også barnet Richie og forfatteren Richard.

Historien er kompleks og væver sig sammen med Virginia Woolfs “Mrs Dalloway”. De mange lag i fortællingen, stiller store krav til sit publikum og her bliver ikke givet ved dørene. Af og til præsenteres figurer der er svære at forstå hvor kommer fra, for ikke at tale om de mange navne det kræves, at man husker på undervejs.

Josephine Park leverer aftenens mest interessante præstation som den, på mere end én måde, klaustrofobisk stivnede husmor, Laura Brown, der drømmer om et helt andet liv. Men dette andet liv har uoverskuelige omkostninger og er det så bedre bare at afslutte det hele? Også Karen-Lise Mynster giver Virginia Woolf skrøbelighed og får godt modspil af Mads Rømer Brolin-Tani der, med ægtefællens omklamrende omsorg, giver al sin kærlighed til Woolf. Marie Bach Hansen væver sig ud og ind i flere roller, bedst som den syge veninde Kitty, der måske er mere end almindeligt tiltrukket af Laura Brown. Sofie Gråbøl spiller Clarissa, ikke Dalloway, men Vaugh, hvis omsorg for den dødssyge og AIDSramte Richard er rørende, men det er alligevel svært helt at forstå deres forbindelse og relation til hinanden. Olaf Johannesen spiller lille Richie og forfatteren Richard, for hvem det ender grufuldt, men udover det, er han også fortæller. Selvom Johannesen gør hvad han kan med dette fortællerlag, kommer det aldrig helt til at virke og giver mest en følelse af overforklarethed og virker forhindrende for skuespillernes portrættering af karakterernes indre liv og ikke mindst publikums intuitive forståelse for det.

Timerne (The Hours) er spækfyldt med dygtige skuespillere, der bakkes op af spændende scenografi, og den konstant roterende drejescene er et genialt greb, der skaber en tidløs fornemmelse. Forestillingen er dog meget tung og svært tilgængelig og simpelthen både for lang og tenderende til det kedelige, i hvert fald i passager. Det her er teater til et publikum der kender både Virginia Woolf og Michael Cunninghams bog godt. Men svært tilgængeligt for alle andre.

⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Camilla Winther