Tilbage – en performanceinstallation om mindets anatomi

Hendes smertensskrig lyder som en skærebrænder igennem Riises landsted, hvor Teater Magma i disse dage opfører deres performanceinstallation Tilbage. Imens sidder jeg i et andet og rum og lytter til en version af den oplevelse der har ledt til dette skrig. Igen et andet rum flimrer en 50´er film henover skærmen, mens andre rum står tomme.

Teater Magma, med iscenesætter og dramatiker Katinka Hurvig Møller i spidsen, udforsker mindets anatomi. Hvilke faser udgør et minde, hvilke versioner er vi i de forskellige faser og kan man overhovedet adskille bearbejdelsen af minder på den skematiske måde? Vi møder fortrydelse, retfærdiggørelse, håb for et yngre jeg – men også dyb forvirring.

Hurvig Møller har delt installationen op i 5 rum – 5 faser af et minde. Optakten, oplevelsen, tomrummet, narrativet og genbesøget. Hver især er faserner forbundet, men imellem faserne ændrer mindet sig en smule og dermed også mennesket der har oplevet det. Og dog kan de forskellige faser godt kommunikere med hinanden. For kender vi ikke alle det, at se ting i bagklogskabens klare lys? At have en indre monolog med os selv. Havde jeg bare gjort dette, eller havde jeg tværtimod bare IKKE gjort dette. Fortydelsen ved et brud, eller glæden ved en god ferie? Hvad bliver fortællingen om hændelsen – hvad er narrativet?

Klædt i sort, trisser de tre mindepersoner rundt imellem rummene. De er forskellige og alligevel ens. Til at starte med virker det hele lidt uorganiseret og det er svært at vide hvor man skal gå hen, men efterhånden tydeliggøres en systematik. Der lyder et tydeligt klik og vupti er der gang i et nyt minde. Det skaber en fremdrift i installationen, der efterhånden som aftenen skrider frem, giver mere og mere mening, indtil alt pludselig kastes op i luften og et tykt metalag ligges på, i en forrygende tekst skrevet af Hurvig Møller.

Freja Rosenlund Nielsen, Iben Damkjær og Sofia Boroch Næss er de tre sortklædte mindepersoner. De går rundt i det samme minde, men i forskellige faser. Som publikum kan vi frit bevæge os mellem rummene, der, af scenograf Kristina Freese, også er forsynet med adskillige fysiske objekter, der giver mening i de enkelte minder. Vi drages af de rum hvori der tales, mens andre rum der giver lige så meget mening for mindet, er mere øde.

De er modige de tre kvinder, for de inviterer til interaktion med publikum, men får også god respons. Til gengæld føler vi en samhørighed med dem. Af og til titter en apokalyptisk lysende person op udenfor vinduet. Hvad vil vedkommende? Kigge på mindet udefra? Betragte det hele fra en mere objektiv position? Kan man overhovedet forholde sig til sine minder objektivt?

Tilbage diskuterer hvad et minde egentlig er. Og om man kan stole på det man kan huske, for den kognitive bearbejdning af vores minder kommer helt automatisk til at betyde, at det vi husker ikke stemmer overens med det, der rent faktisk skete. Eller – det er vores version af en fortælling der har mange sider. Den objektive sandhed findes ikke.

Teater Magma og Hurvig Møller har fundet en form der er utroligt spændende og interessant at besøge. Hvor andre performanceinstallationer kan have en tendens til at være relativt stationære, skaber Magma fremdrift og historiefortælling. Som publikum får vi lov at betragte forestillingen fra forskellige vinkler, vi skaber vores egen fortælling og oplevelse, som vi måske husker helt anderledes om 3 år, når vi får de breve tilbage vi skriver til os selv, i slutningen af forestillingen. Det er spændende teater på en helt anden måde. Forfriskende, forførende og frimodigt.

⭐⭐⭐⭐

📸: Bryce Karnikar

Læs mere om forestillingen her.

Inviteret