The Chosen Haram

Der er så meget jeg har lyst til at se på CPHstage, men med arbejde og familie, er det svært at nå det hele. Da jeg læste om denne forestilling, var jeg dog ikke i tvivl om, at den måtte jeg nå. The Chosen Haram kombinerer historiefortælling, om vægtige nutidige temaer, med nycirkus, på en måde, som jeg ikke har set før.

Der lugter af røgelse i salen på Sort/Hvid, hvor vi ledes bagom og op på publikumstribunen. Op af to kinesiske pæle, læner sig to forpuppede skikkelser. “Kan de trække vejret?”, tænker man. Det er dog ikke sommerfugle der kryber ud af de forpuppede spændetrøjer, men to mænd. Den første, en mand iklædt en traditionel muslimsk kjortel, kravler til vejrs og balancerende mellem de to pæle, synger han på arabisk til os. Den anden udklækkes også, noget af et rodehoved med bukserne nede om numsen og en lejlighed med en grad af rod, der er enhver ungkarl værdig. Hver især befries de fra deres spændetrøjer.

De to mænd møder hinanden tilfældigt og snart er forholdet indledt, dog ikke uden problemer, for samvittighedsnaget og Islam spænder ben. Den kønslige drift er dog stærkest og sammen træder de ind i en helt anden verden, hvor stoffer og sex hører sammen og hvor man let kan miste sig selv og hinanden.

Jeg har aldrig oplevet denne kombination af nycirkus og historiefortælling, men Sadiq Ali og Hauk Pattison viser os på fornem vis, at det ikke er noget problem at få de to til at spille sammen. Selv uden ord, forstår vi hvad de vil. De svinger sig omkring de to kinesiske pæle som orme om en tynd gren, de vikler sig ud og ind imellem hinanden somom tyngdekraften var ophævet, spændes ud imellem og inkoorporerer dem, som en helt naturlig del af forestillingen. Smukke sceniske billeder skabes med tynd plastic, svævende som en æterisk personlighedssky der omslutter parret og er svær at slippe væk fra.

De vælter sig i stoffer, helt fysisk markeret ved spåner, der blæses rundt i scenerummet og klistres fast på de svedige kroppe. Men hvornår tager det overhånd og er der både anger og sorg at spore, når det hele kammer over hen mod slutningen? “I´m losing my way” brager det ud gennem højttalerne og det er man ikke i tvivl om, at de to mænd gør.

Selvom forestillingen er lige til den lange side og visse steder særdeles underbelyst, så skabes der her en fortælling om et miljø, som ikke så tit manifesteres på scenen. Her behandles tabuer og det gøres uden berøringsangst og uden ord, på en måde, så vi alligevel forstår det hele. Forestillingen vil sit publikum noget og det udgangspunkt går man sjældent galt i byen med. Inkoorporeringen af nycirkus er absurd velfungerende og det er særdeles forfriskende at overvære.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Inept Gravity og Max Crawford