Barselsstuen 2.0

Noget af det fornøjelige ved at se forestillinger rundt omkring på skuespillerskolerne er, at følge de kommende skuespilleres udvikling. På Teater Zeppelin under CPHstage, spiller afgangsholdet fra Copenhagen Acting School en opsætning af Kirstine Høgsbros komedie “Barselsstuen 2.0” fra 2016. Sidste år så jeg samme årgangs forestilling: “Anonyme Ofre”, som du kan læse min anmeldelse af her.

Og der er sket noget med de nyudklækkede skuespillere siden sidste år. De er blevet mere afrundede og langt mere deres egne, end de tidligere fremstod. At vælge “Barselsstuen 2.0” som afgangsforestilling er smart, dels fordi det er en god og gakket ensembleforestilling, men også fordi den bygger metalag på metalag og oveni har en særdeles nærværende historie om apokalyptisk vejr, der nok er mere virkelig for mange idag, end den var i 2016.

Forestillingen bygger på Holbergs komedie fra 1723 og handler om en skuespiller, der lige er blevet far og samtidig har premiere på den oprindelige Holbergkomedie: “Barselsstuen”. Da hans livssituation læner sig gevaldigt op af den historie han skal spille på scenen, får han forviklet virkelighed og fiktion og bildt sig selv ind, at faderen til barnet i virkeligheden er den syngende overbo, der konstant mangler kolonialvarer og derfor kommer forbi i tide og utide for at låne. På besøg kommer også hele den ganske familie og nærmeste omgangskreds for at beskue den nyfødte baby, som mor Iben konstant pusler om. Hver især har de deres neuroser og hvor Ibens mor Christine ikke kan andet end at remse voldsomheder op, er hendes veninde Line lidt mere forsigtig, men dog alligevel angst, både for at være gravid og ikke at være det. Også Ibens søster Agnete byder på uventede nyheder og snart er den lille barselsbobbel ganske sprængfarlig.

De 7 nyudklækkede skuespillere bliver i Camille Sieling Langdals instruktion lidt mere desperate end gakkede, men det ekstra klimalag, der er langt mere aktuelt idag end i 2016, giver forestillingen en ekstra kant. Sebastian Lai Knudsen lader frustrationen stråle ud af sig som den neurotiske og forfængelige skuespiller, der nok er afbildet en smule stereotypt, men vi forstår pointen. Han vil have penslet sine (hvede)boller og han vil gøre det selv. Hans konstante analyserende tankespor skånes publikum ikke for. Vimsende omkring sig har han Michelle Bruun Burrskov som Iben, der ikke har fokus på andet end sin baby og de planer hun nu har lagt for dagen. De planer bliver dog hurtigt spoleret, både af vejret, men også af det store entourage der ikke helt opfører sig som ventet. Anne Kristine Kiersgaard er Mormoderen der nok hellere ville have været den titel foruden, men når nu det skal være, kan man jo remse alverdens ulykker op, hvilket gøres med en underholdende indadvendt resignation. Ibens veninde Line giver Lisa Joan Johansen uroligt, angstfuldt og vægelsindet liv til, mens Emil Soll både er den skrukke handicappede kæreste Lars og den syngende overbo, der uafladeligt mangler kolonialvarer – eller gør han? Men Ibens søster Agnete, spillet af Ida Oxager og den van(d)vittige meteorolog kæreste Asta Maria Koch overtager hele showet til sidst, i en altopslugende apokalypse, der også bryder med scenerummet. Asta Marie Koch vækker mindelser om Sara Fanta Traores klimaangste lærer i “At lære at dø“, som jeg så tidligere på året.

Forestillingen er en absurd vanvidsforestilling om selvoptagethed og evigt manglende evne til at lytte og sameksistere og have empati med andre mennesker, forløst rigtig fint af året afgangshold fra Copenhagen Acting School Jeg ønsker dem alle al mulig pøj pøj i fremtiden og vil glæde mig til at følge dem på landets scener.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Copenhagen Acting School her.

📸:Asta Marie Koch/Michelle Bruun

Inviteret