Matador

 

Der var én ting jeg håbede på, inden premieren på den nye Matadormusical, der havde premiere torsdag aften. Det var, at manuskriptforfattere Susanne Bier og Anders Thomas Jensen havde taget aktivt stilling til, hvilke historier de ville fortælle. For 24 afsnit af en elsket tv-serie, kan umuligt blive til 2,5 timers fornuftigt teater, hvis man vil have alt med, bare husk tilbage på DR´s eget horrible forsøg på at iscenesætte tv-serien for nogle år tilbage.

Der ér taget stilling. Den centrale historie der fortælles, er den om Mads Skjern der kommer til Korsbæk, hvor han udfordrer den gamle hakkeorden og placerer, hvad der med tiden skal blive et forretningsimperium, lige midt på Korsbæk Hovedgade. “Korsbæk er nem at overse, men det er der ikke mange her der ved”, siger Elisabeth Friis, i skikkelse af Anette Heick, da Mads Skjerns bror, Kresten Skjern, spillet af Carsten Svendsen, kommer til byen. Med den replik rammer hun meget præcist landsbymentaliteten ind. I beskæringen er karakterer som Doktor Hansen, Stuepigen Agnes og flere andre røget. Og det er ok – kill your darlings.

Nicolai Jørgensen spiller hovedrollen som Mads Skjern og selvom han gør det med en krykke i den ene hånd og en frisk fraktur i knæet (!), så har han en fin dramatisk dybde, der både kan være hård og brysk, men også blød og angerfuld. Han gør Mads Skjern til sin helt egen, men ligger sig også meget langt væk fra originalen. Desværre tilhører hans sangstemme ikke de mest trænede. Han synger, for det meste, rent, men det er bare ikke helt nok, når man bærer forestillingens hovedrolle. Til gengæld agerer han sangene fint – selv med et brækket knæ. Lea Thiim Harder synger derimod som vanligt smukt, men byder udover dette også ind med en endnu uset dramatisk evne, der giver modspil til Jørgensens, efterhånden fanatiske, Skjern. Den voksne Daniel Skjern spilles af Søren Torpegaard Lund og han giver krop til forestillingens egentlig tyngdepunkt. nemlig det, at blive accepteret som man er. Han er, som vi efterhånden har vænnet os til, altid et interessant bekendtskab med både flot og sikker stemme og usvigelig afstemthed i samspil med det øvrige cast.

 

Problemet med den kraftige beskæring – og heri ligger det virkelige problem ved at skære så mange timers tv ned til en kort version – er, at alle bifigurer har fået suget alt saft og kraft og nuancer ud af deres karakterer. Således bliver de øvrige figurer helt flade og karikerede i udtrykket. Grisehandleren er en drikfældig, bøvet mand, der ikke forstår så meget, Hr Shcwann vimser omkring med løse håndled og fnyser af alle. Maude Varnæs bliver morsom – selvom Marie Dalgaard virkelig gør hvad hun kan. Hun ligger sig, i modsætning til Jørgensen, meget tæt op af originalkarakteren. Men man får ikke hendes dybder med. Hans Christian Varnæs spiller kun én væsentlig rolle i handlingen, nemlig at nægte Mads sit første lån. Jon Lange låner ellers en stor del af Holger Juul Hansens ro, men også han mangler dybde. Daimi og Ragnhild Kaasgaard er et sjovt makkerpar som hhv Fru Fernando Møhge og Misse Møhge, selvom Fru Fernando Møhges hel-lumre sang om de liderlige mandfolk er malplaceret. Til gengæld er kærlighedshistorien mellem Elisabeth og Kresten foldet lidt mere ud og det har man brug for, for her er karakterer med en anelse mere kød på, ikke mindst på grund af Carsten Svendsen og Anette Heicks ganske glimrende arbejde.

Musikalsk byder Burhan G og Lise Cabble på traditionel musical, poppet godt op med utroligt mange musikalske klicheer. Her er ikke mange overraskelser – stort set alle 7´ere ledes til tertser og grundtonerne er lagt pænt foldet på plads nederst i akkorderne. Sangteksterne lader en del tilbage at ønske. Det bliver for alvor decideret banalt, når de to elskende, Kresten Skjern og Elisabeth Friis, bruger det meste af deres store kærlighedsduet på at gentage: “Dine øjne blænder mig” om og om igen.

Anja Gaardbos koreografi fungerer bedst i de store dramatiske numre, særligt fungerer de numre hvori der indgår papakasser godt, men visse steder kommer figurerne ufrivilligt til at fremstå som mannequindukker, blandt scenografien med blade af efeu det lyser ud til os som ekspressivt kunstværk langs hele prosceniet og langt ind på scenen. Det ligner, til forveksling, noget man har set i musicalversionen af “Den Skaldede Frisør”, her blot med citroner. La Cours scenografi og videodesign er flot og betagende, men efterhånden også noget vi har set en del gange før.

Vi haster igennem historien, for der er dælme meget af den. Der er også alt, alt for meget til at man nogensinde vil kunne få en forestilling over serien Matador til for alvor at fungere. Jeg tror vi skal blive enige om, at lade serien være i fred, uanset hvor fristende det end måtte være at prøve at tjene penge på noget, der helt sikkert vil lokke et stort publikum afsted i teatret. Det kreative hold skal dog have ros for at have truffet nogle aktive valg om historien. Der er meget der er fint, for nu at låne en replik fra en anden musical. Men også meget der fungerede mindre godt. Jeg håber stadig på noget mere originalt og spændende på musicalscenen i Danmark – også fra de kommercielle kompagnier. Indtil da kan man sagtens se Matador og få en fornuftig oplevelse, hvis man da har penge til at betale billetten.

⭐⭐⭐⭐

Læs mere om forestillingen her.

📸: Miklos Szabo

Inviteret

Tak til Mads Kronborg for hjælp til musikalsk analyse.